Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91 Litterært Rundskue
Stemninger af medlidende Tungsind og bitter Ironi, som atter og
atter varieres i „Sindbillederne". Saaledes vender i flere af dem
det samme tunge Spørgsmaal tilbage med sin stikkende Brod: Er
Livets Ret den højeste Ret? Har han, der tager Roserne fra sin
elskedes Grav for at give dem til sin nye Kærlighed, Ret over for
ham, der bliver ved at sværme om Graven? Har hun Ret, den
unge, skønne Kvinde, som tager den eneste Rose, der under
Kors-vandringen blomstrer og dufter i Tornekransen til Lise for den
lidende Jesus, — tager den og fæster den ved sin Barm? Eller
hun, der tager sin Ring tilbage fra Krøblingen og giver den til
den sunde — ladende ham, den anden, ene tilbage paa sit
Smertens Leje. Summum jus, summa injuria, — Sindbillederne svarer
ikke; de dømmer ikke de stærke Mænd og glade Kvinder, der paa
hvide Heste drager til Livets Fest — skønt Forfatterens Hjerte
tydelig nok er med Germand Gladensvend, der ikke kan vinde
med paa sin halte Helhest. Men gennem alle de smaa Digtninge
gaar en andagtsfyldt Betragtning af Tilværelsen, som er dybt
religiøs, lige ærbødig for Livets og for Dødens Ret, blot agtpaagivende
for at lære sig Lovene at kende, for lydig at bøje sig under dem.
Det er ret en Poesi, paa hvilken det tyske „Sinnen" passer.
Mange Slags Tonarter kan denne sindrige Eftertanke slaa ind paa:
der er skælmsk Ynde i „Æblerne", dump Livstræthed i „Udrunden",
der er ophøjet Storhed i Vidars Kamp med Fenrisulven.
Konventionel Moral og moderne Umoral eksisterer lige lidt for denne
„Sinnen": „Pigens Vadested" forarger de gammeldags, „Det
fej-reste Træ" forarger de moderne. — Der er megen kondenseret
Livsvisdom i den lille Bog, maaske dog lidt vel meget øst af
litterær Læsning, og der er megen formende Kunstnerevne, næsten,
for en saa ung Forfatter, betænkelig megen.
— En fælles Smagsretning forbinder S. Michaelis’ og
J. V. Jensens sidste Prosabøger, hvor forskellige de to Forfattere
end er i Aandsart og Dannelse. Der er baade en god Del
Romantik af den „sataniske" Skole i dem og en god Portion Nietzsche;
i Revolte mod moderne Borgerlighed, Kristeiighedsmoral og
Humanitet søger begge til skærende grelle og grusomt vilde Virkninger
og dyrker i æstetisk Trods Rovdyrsmoral og Næveretsadel som
Modvægt mod den slatne og blødsødne Samtid. Det er saaledes
især Landsknægtenes lovløse og blodfyldte Tid, de har forelsket
sig i, og de maler begge lidenskabeligt med raa og skingrende
Farver. Drachmanns Landsknægte var jo nogle blødhjertede God-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
