Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95 Litterært Rundskue
Haserne. Det var, som om Aksel, — vaabenløs, i Skjorte, som
han er — blæstes til Side. „Hans Haand kom mod det skraa Tag.
og han brækkede en løs Lægte til sig, vidste næppe, hvad der
foregik. Tramp, en kort Hvirvel mellem de to, som mellem en
Bøffel og en ung Hest. Han slog sin Pind i Støv og Stumper paa
Soldatens Hjælm, hørte hans hede Prust, og da var Kampen aldeles
pludselig forbi, de skiltes ad. Den unge, ubekendte gik baglæns,
tøvede et Nu, som om han hentede Vejret, og gav saa et højt,
lyst Skrig fra sig". Der er en Feber som i et Mareridt over en
saadan Scene, og den sætter brutalt Pres paa Læserens Pulsslag.
Man faar et Indblik i Forfatterens Fantasivirksomhed af et
andet Sted i Bogen. Det fortælles, hvordan den danske Hær en
Vinternat ved Baalet inde i Tivedens Skove faar Efterretningen
om Sten Stures Død. Aksel, der selv har set ham blive saaret
og køres bort over Isen paa Bogesund, ligger hele Natten med et
Dækken svøbt om Hovedet og tænker og tænker paa en Mands
gruelige Fattigdom i Døden . . paa dette ensomme Menneske, der
døde i Slæden paa Mælarens frosne Strømme med et knust Ben
under sig. Han døde, han maatte dø. „Sneen sænkede sig i den
sorte Luft eller om det var selve Himlen, der hældede og truede
med at komme; Søen gav sig sukkende under Slæden, som
tvivlede al Jorden nu om at kunne holde længere. Da brast et
menneskeligt Hjerte af kongelig Bekymring. Sveriges hvide Land
sank fra ham som Is og sukkende Sø, Sten Stures Kongeomsorg
og hans Sygdom og hans Smerte fik Ende i den snævre Slæde
som en Barnegraad, der tier, som en Vugge, der staar stille. Da
de saa’ til Sten Sture, var han død. Sneen smeltede ikke længere
paa hans Ansigt. Saa langt Øjet rakte, var der kun Is og Sne,
Sten Sture, og du sad stille, vidt ude fra den frosne Ørken tonede
det som svage Nødraab og Genlyd af syngende Nødraab, O Sten
Sture."
Den, der af et Par Linier i sin historiske Lærebog (thi det er
jo ikke Aksel, men Joh. Jensen, der drømmer) kan forsættes i en
saadan Vision og sjælelig Bevægelse, har virkelig historisk Fantasi.
Hvor letsindig den historiske Tidstegning paa mange Punkter er
sjudsket af, — i Billedet af Adelshærens Nederlag i Ditmarsken
eller Kong Kristierns raadvilde Færgeture paa Lillebælt i
Februarnatten 1523 er der storladen historisk Poesi. Her er da en Gang
en Digter, som kan lade sig overskygge, voldtage af Historiens Aand.
Ogsaa et andet viser den lille Sten Sture-Vision. — nemlig al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
