Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Erik Skram: Sophus Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103 Sophus Schandorph
væsentlige at naa’ den aandelige Ro, han eftertragtede. Han blev
den muntre Mand, han vilde være.
Schandorph havde Lykken med sig som Forfatter. Han blev
taget for god. Men det vilde være at drive et underligt Spil med
hans Minde, om man uden videre satte ham hen blandt de
Forfattere, der har opbygget Nutidens Kunst, og som Fremtiden i sine
Bestræbelser atter umiddelbart vil støtte sig til. Saaledes
forholder det sig ikke, og saaledes vil Fremtiden ikke dømme. Der
vilde blive et for uretfærdigt Fald i Dommen om Schandorph, om
man nu anbragte ham paa en fremskudt Plads, hvor han ikke hører
hjemme.
Schandorphs Kunst betød for sin Tid Overgangen fra gammelt
til nyt. Formen slog som omtalt fra første Færd ikke til, Emnerne
var vel prægede af Tidens Aand, men han maatte bruge Ironien
for at faa Tankerne ført igennem, og han blev idelig og altid
stikkende i Overdrivelserne. Hans Vilje hørte Fremtiden til, hans
Følelse bundede i Fortiden, hans psykologiske Udgangspunkter var
tydelige nok, men de var ikke nye eller rige og fine, om end jævnlig
fint følte. Særlig var det dog Overdrivelserne med de bestandig
genkommende Mindelser fra den engang saa blomstrende
Lyst-spilliteratur og Anvendelsen af Ironien, som gjorde Schandorph
gammeldags i Tonen. Det nye er lige paa, det gør bl. a. ikke
Nar ad de Figurer, det selv stiller op. Schandorph fik til Opgave
at indvinde et helt nyt Felt for vor Begriben. Smaaborgeren i
Provinsen og Karlen i Lo og Lade blev ham saa at sige udleveret
først af Vennerne senere af den offentlige Mening til Behandling,
ingen havde jo som han røbet Kendskab til disse Mennesker. Men
han kunde ikke i den Grad bryde med sin Fortid, at han uden
Forbehold vilde indlade sig paa Opgaven. Der maatte Selvhævdelse
til, og den i sit Væsen noget bange Ironi blev hans Skildringers
uforanderlige Skjold og Følge. En Kusk kunde man jo heller ikke
saadan uden videre tage op i Litteraturen, først naar han blev set
ovenfra, under Ironiens Belysning, blev han en brugelig Figur.
Schandorph kunde overmaade godt gøre de Tankebevægelser efter,
som t. Eks. førte Zola til at skildre Vaskepigen, Blikkenslageren,
Smeden og Alfonsen som det, han mente, de var, men han
formaaede ikke at føie aktivt kunstnerisk paa samme Maade som
Zola. Hans Stemninger var en Gang for alle romantisk
kuldskære.
Imidlertid arbejdede Schandorph sig til Tider ud af sin værste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
