Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - C. Lambek: Vor Tids historiske Tankegange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
indledning: til Kritiken over vor Tids historiske Tankegange 138
er, hvem den anden er. Umærkeligt og ligesom af Selvfølge
danner de en Kreds for sig, i svagt betonet Afsideshed. Hvordan
forløber nu Tiden for dem? Luften beherskes af de unge, den
summer utrætteligt; Lydene bølger højt, bratte Kurver op, bratte ned;
der er Latter, Udbrud, gækkende Hvisken; Klynger, der knytter
sig, Klynger, der løser sig op. Rummet krydses af mange
Bevægelser. Smil bryder frem, kruser Sindene, flyver hen; Øjekast lyser;
der tænkes ikke, Ordene leger Tagfat, Tankerne danser blot i
Sindene. I alt dette er der vel en Sammenhæng, men den er ikke
let at finde, Sindet maa glide med i det, som sker, man maa
forstaa sig paa Tankernes Musik, paa fine Strømninger i Muskler,
paa alle smaa Vellystkrusninger i Stemmerne, naar de faar Lov
til ubehersket at forme sig over pludselige Tanker. Hvad
sysselsætter nu de to ældre Mennesker sig med i deres stille Sind, mens
de i ensformig Samtaletone veksler aandsfraværende Bemærkninger?
Mindes de deres svundne Ungdom, som de saa tit vemodigt tænker
tilbage paa, griber de Lejligheden til at suge til sig hvert Pust af
frank og ung Uvilkaarlighed, glider deres Sind med i det, som
sker, finder de nogen Sammenhæng deri? Dog ikke. De
kommenterer. Der er saa meget, som de virkelig maa finde naragtigt, især
naar de tænker paa, hvem den er, og hvem den er. Og naar
de tænker paa, at Livet jo dog alligevel er alvorligt, og at det er
Realiteter, det kommer an paa; og at alt dette her jo kun er en
flygtig Episode. Den unge Mand dér var Alvorsmand, i Gaar og
maa være Alvorsmand i Morgen igen, det er en løjerlig Kontrast
at se ham blandt de vildeste nu; Gud ved, hvordan egentlig hans
sande Natur er? Den unge Pige dér, hendes Fader gaar helt
sikkert fallit i en nær Fremtid, det synes hun helt at have glemt
o. s. v. Og i Overensstemmelse med disse fornuftige Tanker lægger
de to Menneskers Ansigter sig i Stemningsfolder; de taler ikke om
disse Ting, Gudbevares! det vilde ikke passe; og det er jo ogsaa
godt, at den unge Pige er lykkelig, saa længe det varer, hun kan
faa det haardt nok siden. Altsaa, de siger ingenting derom. Men
deres Øjne, deres Stemmer bliver særdeles kloge og kolde; deres
Holden sig afsides bliver mere determineret. Som om de havde
valgt den bedste Del, som de ikke vilde vige fra: det i Øjeblikket
lykkeligste og det for deres egen Individualitet nyttigste? Og ikke
netop det modsatte?
Naar vi skal tage Afsked med noget kært, fylder vi ofte en
Række af forudliggende Stunder med Klagetanker; som om det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
