Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - A. B. Drachmann: En ny Bog om Kristendommens Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristendommens Væsen
155
punkt, naaet til at gøre ham til ét med Gud. Men har man først
gjort det, saa følger det af sig selv, at denne Betragtning opsluger
alt det andet og bliver det ene afgørende. Herom er det i alt
Fald her i Danmark unødvendigt at tale videre; enhver kan selv
læse efter hos S. Kierkegaard.
Det har været mig magtpaaliggende at fremdrage dette Punkt,
fordi det i Virkeligheden er typisk for det hele. Man kan ikke
læse Harnacks Bog med Eftertanke uden at se, at til næsten alle
de Punkter i den historisk udviklede Kristendom, som Harnack
afviser som fremmede Tilsætninger til den oprindelige rene, findes
der Spirer i Jesu eget Evangelium, saaledes som H. selv fremstiller
det Ikke blot Kristologien, men Opfattelsen af Kristendommen
som en .Bekendelse", en Lære, og Hovedindholdet af denne Lære
(Synden i teologisk Forstand og Forløsningen ved Kristus) er
Konsekvenser af Jesu eget Evangelium. Visselig ikke logisk
nødvendige Konsekvenser, deri maa man give Harnack Ret; paa dette
Omraade er overhovedet alt strengt taget vilkaarligt; heller ikke
havde de været dragne saaledes uden Paavirkning udefra, fra
Forestillingskrese, der er Evangeliet fremmede; men det er
Evangeliet selv, der har trukket dette fremmede til sig. Det bliver En
af Harnacks Forsøg klart, netop fordi det er udført med saa stor
Dygtighed, at det ikke lader sig gøre at fremstille Jesu
Evangelium, selv i den reneste Skikkelse hvortil det paa Grundlag af
Overleveringen kan føres tilbage, som ren naturlig Religion.
Kristendommen vilde da ogsaa være en endnu større historisk-psykologisk
Gaade end den er, hvis et saadant Forsøg kunde lykkes, hvis
man, som Harnack i de første Ord af sin Bog synes at gøre, uden
videre kunde stille Kristus paa Linie med Sokrates. Den sokratiske
.Religion", om hvis Eksistens som virksom Faktor den Dag i Dag
Harnack synes uvidende, har altid forholdt sig til alle fremmede
Tilsætninger som Ild til Vand: den kan kvæles af dem, men den
kan ikke, som Evangeliet, assimilere sig med dem.
For den, der ser saaledes paa Sagen, maa ogsaa Opfattelsen
af Kristendommens Væsen og dens historiske Udvikling blive en
anden. Den egentlige Vanskelighed bliver at forstaa det, som for
Harnack forstaar sig af sig selv: hvorledes Kristendommen gennem
snart to Aartusinder har kunnet være Bærer af saa megen ægte
Religiøsitet; hvad det er i den, der stadig, paa Trods af alt det,
der maatte virke hæmmende, har gjort dette muligt for den. Dette
vilde man, hvad enten det alene findes i Jesu Evangelium eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
