Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Joh. Rohde: Skulptur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skulptur
163
ning og meget mere, Love, som Kunsten maa følge, om den skal
naa’ noget, og som ogsaa altid — ubevidst maaske — er blevne
fulgle enten af hele mægtige Kulturfolk eller af de enkelte store
Genier.
Vejene fremad er mange og forskellige — lige gode
muligvis — men man kan kun følge én ad Gangen. Man kan ikke
putte en Bonde af Jan Steen ind i Raphaels Stanzer, ikke hæfte
et Kapitel af Zola til en Shakespearesk Tragedie og følgelig lige
saa lidt i samme Lerklump tale med forskellige Tungemaal. Der
var Tider, hvor man i højere Grad end nu til Dags havde Brug
for at kunne gøre Forskel paa Personerne; det var den Tid, da
Menneskene havde mere Samkvem med deres Guder. Men gaa
til den klassiske Oldtid eller Renæssancens Blomstring, intet Sted
er der i selve den kunstneriske Fremstillingsmaade en væsentlig
Forskel imellem Guder og Mennesker, imellem de optrædende Personer
i det hele taget. Guderne kan være ædlere end Menneskene,
Englene kan faa Vinger paa, en hellig Mand en Glorie om Hovedet,
o. s. v., men de er alle i lige Grad Børn af den samme Tid, alle
udførte ud fra samme kunstneriske Synspunkt og samme Kulturtrin.
Paa lignende Maade med Størrelsesforholdet: De forskellige
Figurer i samme Kunstværk nærmes saa meget som muligt til
hinanden i Størrelse for at undgaa enhver Disharmoni i
Kompositionen. Derfor er Vorherre ikke meget større end Adam i
det sixtinske Kapel, derfor er det vanskeligt at kende Mennesker
fra Guder i den græske Kunst, hvor store og alt omfattende disse
end ellers er tænkte. — Ja saa stærk og alt andet beherskende
er hos Grækeren den rene, afklarede kunstneriske Følelse, at alle
andre Følelser maa vige for den, naar han giver sig af med Kunst.
Derfor kan han gøre Hestene for smaa paa Parthenonsfrisen, derfor
gør han endog undertiden bevidst en Figurs enkelte Forhold noget
forkerte, for at ikke Beskueren skal mærke et for den kunstneriske
Følelse langt væsentligere Misforhold, eller for at der kan ske
f. Eks. Rumudfyldningen dens Ret.
For enhver virkelig Kunstner, for den, der gør Kunst for
Kunstens Skyld og ikke for Tendensen eller Reklamen er jo dog
det første, hvorom hans Tanke drejer sig, selve den
kunstneriske Idé: Form, Bevægelse, Linie eller Farve, hvor igennem
han faar Udtryk for, hvad han som Kunstner har paa Hjerte.
Det er f. Eks. ikke selve det at gøre en Eva, en Venus eller
en Nymfe, der er det første for Kunstneren, men det at faa Lej-
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
