Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: En Brevvexling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Brevveksling
169
var angst for den kolde glidende Flagermus. Hun skrev Digte i
smaa Spændebøger og plejede at kysse Bøgerne og gemme dem
varsomt hen; men skulde hun ud, lagde hun dem frem, for at de
kunde faa Luft og Stedforandring: hun var saa taknemlig for den
Glæde, de havde bragt hende. En Dag gik hun med sit Forklæde
fuldt af Smaapinde og med en Tændstik for at låve et Brændoffer
til den blaaøjede Athene, som var hendes Yndlingsgudinde. Hun
læste tidlig meget og lærte Græsk sammen med sin Broder.
Hendes Fader forbød hende at læse Bøgerne paa den ene
Side af Reolen: Gibbon og Fielding og lignende upassende
Forfattere. Saa var hun meget lydig og rørte aldrig nogen af disse
Bøger, men istedenfor læste hun dem paa den anden Side, Paine
og Voltaire, Hume og Rousseau o. 1., som aldrig nogen mistænkte
hende for at se paa.
Hun levede paa samme Maade i sin Ungdom, læsende,
digtende, drømmende. Hun var fyrig og nervøs, sårt, men energisk.
Hendes Liv var ensformigt udadtil, men indvortes stærkt og rigt
og i det hele lykkeligt. „Men mellem mig og den Tid," skriver
hun, „vokser Cypresserne tykke og mørke."
Hendes Moder døde, og hun selv blev syg. Efter Sigende
faldt hun af Hesten og fik en Skade i Ryggen. Hendes Lunger
blev daarlige, og hun havde aldrig været stærk. I Vinteren 1840
skulde hun til Sydkysten, da Lægerne mente, hun ikke kunde
taale at blive i London, hvor Familien da boede.. Hun rejste til
Torquay sammen med sin Broder Edward, hvem hun elskede heftig
og højest af alle. sine Søskende; han var den eneste af dem, der
havde Interesser fælles med hende. Da han skulde rejse hjem, tog
hun sig det saa nær, at han flk Lov at blive hos hende. Nogen
Tid efter sejlede han ud paa en Lysttur, men Baaden kom aldrig
tilbage. „I tre Dage ventede vi," skriver hun, „og jeg haabede,
saa længe jeg kunde, — o, den rædselsfulde Kval i de tre Dage!
Og Solen skinnede, som den skinner i Dag, og der var ikke mere
Blæst end nu, og Søen under Vinduerne var saa jævn som dette
Papir, og mine Søstre trak Gardinerne tilside, for at jeg selv kunde
se, hvor glat Vandet var, og at det ikke kunde gøre nogen ondt,
— og andre Baade kom tilbage, én for én." Ulykken slog hende
ned. „Jeg kunde ikke tale eller græde, men laa i Uger og
Maaneder, halvt bevidst, halvt ubevidst, for nær Gud under hans
knusende Haand, til at jeg overhovedet kunde bede."
I Aarevis var hun saa syg, at hun næppe kom udenfor sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
