Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: En Brevvexling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
En Brevveksling
Kammer. Men der var en stærk Vilje i hendes skrøbelige Legeme,
aandelig var hun spændig og fuld af Liv. Digtningen blev hendes
Maal og Støtte, og efterhaanden begyndte hun at vinde lidt Kræfter
tilbage. Endnu i 1845 var hun dog saa svag, at det var en hel
Rejse for hende at gaa fra den ene Ende af Værelset til den
anden. Ved denne Tid lærte hun Browning at kende.
Han var den Gang 33 Aar, frodig og indtagende, livlig og
tillidsfuld. Han boede tæt ved London og levede lykkelig
sammen med sine Forældre. Hans Digtning havde vundet ham
kyndige Beundrere og Venner. Elizabeth Barrett regnede ham
blandt Tidens ypperste Poeter. Hendes Vers gjorde ogsaa et
dybt Indtryk paa ham; da han havde læst hendes Digtsamling af
1844, sendte han hende d. 10. Januar 1845 en varm Tak for den
Glæde, hun havde bragt ham. Det blev Begyndelsen til
Brevvekslingen mellem dem. De havde en fælles Ven i hendes Slægtning
John Kenyon, de nærede gensidige poetiske Sympatier, men der
var navnlig en stor sjælelig Samklang og Dragning mellem dem.
De skriver straks til hinanden frejdig aabenhjærtet og fortrolig
muntert. Hun tog ellers saa godt som aldrig mod Besøg — Horne,
den Forfatter, der tidligere stod hende personlig nærmest, havde
aldrig talt med hende — men Browning flk straks Løfte om et
Møde, naar den mildere Aarstid tillod hende at modtage ham.
Han længtes efter at se hende; sidst i Februar finder han, at nu
er det rigtig varmt Foraar, og Fuglene véd det, og ved Foraarstid
skulde han se hende, sikkert se hende. Men hendes Foraar
kommer ikke saa tidlig: Østenvinden synes endnu at blæse gennem
Sol og Maane, og den kan hun ikke taale. Men Brevene følger
stadig hurtig efter hverandre og bringer dem nærmere i gensidig
Glæde. Det er altsammen en ren Fryd for mig, siger han, naar
blot De skriver. Og hun: hvor De taler venlig og mildt til mig,
det er herligt at være lysvaagen og tænke paa Dem som min
Ven. Kærligheden er ved at boble frem gennem hans Breves
dansende Kvikhed, og hendes faar en varmere og ømmere Tone.
De mødtes første Gang d. 20. Maj 1845. Hun havde varet ham
ad, at han vilde føie sig skuffet ved at se hende. Hendes Poesi,
om den ellers havde noget Værd, var Blomsten af hende, den
havde alle hendes Farver, Resten var kun en Rod, skikket til
Muld og Mørke. Men han følte ingen Skuffelse: han elskede
hende ved første Syn. Hun var betaget af ham, kunde ikke
blive ham kvit. Tanken om ham forfulgte hende, sagde hun næste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
