Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: En Brevvexling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Brevveksling
173
hende til at lade den Tanke fare. Hun underkastede sig ydmyg.
,Men hvor hun maatte lide," skriver Elizabeth. „O, de
rædselsfulde Scener! Jeg hører endnu, hvor hendes Knæ maatte slaa mod
Gulvet. Hun blev baaret ud af Værelset i stærk Krampe; jeg stod op
for at følge hende, og skønt jeg dengang var helt rask og kun led
med hende, faldt jeg fladt ned paa mit Ansigt og besvimede."
Overfor Elizabeth var Faderen tryg. Hun var den reneste Kvinde,
han kendte, sagde han engang; han tænkte, at hun aldrig kunde
faa Elskovsgriller. Det var haabløst at vente sig hans Samtykke
til et Giftermaal med Browning. Han maatte ikke faa det
mindste at vide om deres Kærlighed. Det vilde have dræbt hende. Hun
kunde bedre taale, at Folk sparkede hende, end at de talte haarde
og grusomme Ord til hende. Det var hende heller ingen ringe
Sag at sætte sig op mod Faderen. Hun holdt af ham; hun
vidste, at bag hans stenhaarde Skal laa der en stærk Kærlighed
til Børnene og navnlig til hende. Og hun var taknemlig, fordi
han aldrig havde sagt et Ord om, at hun holdt Broderen Edward
tilbage i Torquay. Hun var ganske klar over, at tog hun
Browning, var alt ude mellem hende og Faderen. Men hun traf sit
Valg. En af hendes Onkler havde engang advaret hende mod at
forelske sig: det vilde blive for Liv og Død.
Og nu elskede hun.
De holdt da deres Kærlighed hemmelig og nød Lykken i
deres Breve og deres Møder trods den lurende Fare. Det er som
Musik at læse disse Breve, i hendes lyse lidenskabelige
Violintoner, der bærer Elskoven frem som en hvid Flamme, i hans
lyder den dybe stærke Violoncel ømt, varsomt, lykkelig. Deres
Sjæle klinger nøje sammen, hans saa fuldt mandig, hendes saa
helt kvindelig. Hendes medfødte Munterhed vaagner, der er
kvidrende Glæde i hendes Ord, smidig Skælmskhed og bløde
Kærtegn; hans falder simple og ærlige, næsten tilbageholdende, fordi
Ord ikke ere mægtige at rumme og nævne hans Kærlighed.
Den kommer frem i Smaating; han skriver op, hvorlænge han
har været hos hende; i November 1845 fortæller han, at nu har
han ialt været sammen med hende i 24 Timer. Han gemmer
Indpakningspapir, hvorpaa hun har skrevet et Par Ord. Han har
den roligste Tillid til, at hun er hans Livs Lykke. Blot hun kan
blive rask, vil alt gaa godt.
Og hun kom sig virkelig forbavsende. Lykken er god til
Lægedom. Det gik, som hun siger i Brevene og i sine berømte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
