Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litterært Rundskue
177
talt’er, »saadan rigtig", .udviklet, netop udviklet", hendes forskellige
Omdigtninger paa Moderens og Faderens Historie, hendes alvorlige Vilje
til at .tænke igennem", hvad hun oplever, hendes Sans for, .hvad det
kommer an paa her i Livet" og hendes Trang til ,at være lidt for den
gamle Hr. Petersen og hans Ven". Nydeligt ironisk tegner sig ogsaa gennem
hendes godtroende Ord baade den fordringsfulde, sygelige Moder og den
ældre Søsters Kærlighedsoplevelser. En Del mindre .documenté", bygget
paa et noget fattigere Materiale af Noter end Larsens tidligere Studier
synes i øvrigt den nye Bog, og over for den unge Piges Forelskelse kommer
al hans Iagttagelseskunst til kort. Der er ingen Gnist, ingen Draabe af Erotik
i denne knastørre Fremstilling. Saa lever og vibrerer i Fru Mallings
„Malin Skytte" ganske anderledes uden Studieapparat dette evigt
feminine i hver Sætning. Hendes Malin er meget individuel og meget
svensk i sin originale Blanding af frisk og dygtig Hjemmegjorthed ude
fra Landgaarden og saa romanesk Glimrelyst og Artistnaturel, men typisk
eva-agtig, urkvindelig forbliver hun fra først til sidst: kringelkroget og
dog prægtig retlinet, undineagtig ikke-til-at-faa-Hold-paa og dog saa
praktisk reel, impulsiv og dog beregnende; dertil impressionabel,
meddelsom, behagelysten, og levende i lutter Romanscener. Fru Mallings
lette Damehaand har mere medfødt Kunstnerblod i sig end mangen Mands
indstuderede Kunstudøvelse.
Men man ser sig uvilkaarlig om efter en Litteratur, der kan yde,
hvad 90ernes Københavnerdigtning saa lidet har bragt, og gaar blandt
Julelitteraturen paa Opdagelsesrejser i Egne af Bogverdenen, man hidtil
har forsømt. Bøger som Zach. Nielsens .Kilderne", P. E. Benzons
.Gerda Rossen" og E. Egebergs „Helligbrøde" bringer Bud fra
Højskolernes og Præstegaardenes landlige Kredse. Imidlertid viser det sig
desværre snart, at det er svært at faa noget ret ud af disse Bøger,
uden man lærer at nedstemme Fordringerne til Ordets og
Menneskefremstillingens Kunst ret betydeligt.
Det er Bøger, der fortæller om Provinsens dannede Middelstand, til
hvilken Forfatterne selv hører; Personerne er Præster, Skolelærere,
Læger, Skovridere, Købmænd. Men rent forbavsende mangler Forfatterne
Sans for at iagttage og Evne til at skildre. De er fortrolige med
Naturen og Landbedriften, og den brune Skov med de sorte Brakmarker
eller et klingende Slædeføre glimter lejlighedsvis frem som Dekorationer,
— men aarvaagent aflurede nye Naturmærkværdigheder eller lyrisk
Natursværmeri finder man ikke i disse Landboers Bøger. De tænker heller
ikke paa at sætte os ind i Livets Hverdagsgænge i Volstrup
Skolelærerbolig eller i den Rossenske Købmandsgaard eller paa at male bredere
.Milieu"billeder med talrige Bipersoner i Silhouetrids og en Flimren
af spredte Samtalestumper — som saa mange Københavnerforfattere
formaar det. Zach. Nielsen har en vulgært gemytlig Provinsslagter
og den gamle, spinkle Præstemand, der gaar og stirrer ned og
kun synes at have Tanke for at finde de Steder paa Vejen, hvor han
med Sikkerhed kan sætte sin Fod. Egeberg har sin tyndhaarede,
pertentlige Apoteker og hans fløjelsbløde Frue, Benzon har den gamle
Oberst eller den halvgamle Pige, der tørrer Husblas. Men de er gumle,
Tilskueren. 1901. ^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
