Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litterært Rundskue
181
inde ogsaa i hele det Naturforskersyn, hvoraf Bogen bæres. Blot man
læser en Skildring som den S. 94 flg., hvor den unge Pige staar ved
Vinduet, med Nakken mod Panelet, og ser ud paa de blomstrende Linde,
føler man, hvilken Naturforstaaelse der her har gjort Livet langt rigere
og mangfoldigere, langt finere og fastere i sit Spind og langt dybere til
Bunden end det traditionelle Livsbillede, de før omtalte Forfattere opererer
med i deres Bøger. Og hele Bogen igennem følges den unge Piges
aandelige Tilblivelse og Vækst helt naturhistorisk. Man ser det vestlige
Limfjordslandskab, som det ligger og former Menneskene fra Stenalderen
til nu, ser Studeprangerslægtens sunde Virkelighedssans og sejge, sindige
Egenhaandsarbejde efterhaanden generationsvis føres over paa aandelig
Dannelses Omraader, forfines ved gennem Giftermaal at indpodes med
en Professordatters rationalistiske Kultur’, og endelig sætte Blomst i
Karen ... ser hende fonnes under Faderens Opdragelse, under
Land-bedriftens Naturligheder udenom osv. osv. Nogen rigtig intensiv Indlevelse
i Situationerne, nogen videre overbevisende Fantasimagt er der ikke i
Bogen, — særdeles betydelig Kunst er den egentlig ikke —, men den
friere og rigere aandelige Sfære i Bogen medfører i sig selv en finere
og sandere Menneskefremstilling end Højskole- og Præstebøgernes.
— Ogsaa en anden Modvægt mod 90ernes artistiske
Københavnerlitteratur er i de senere Aar dukket op, nemlig en iornyet Blomstring af
landlige Almueskildringer. Provinsialister er kommen frem, som istedenfor
at anlægge moderne Hovedstadshabit og -sprog tværtimod vil .gøre" sig
over for samme Hovedstadspublikum ved deres Provinsdialekt og
Vadmelsdragt. Som paa Bigsdagen og i Studenterforeninger, har ogsaa i
Litteraturen en saadan Ærkeprovinsialisme visse Betingelser for at gøre Lykke.
Nogle er Jyder — som J. Aakjær, L. Mylius Erichsen, maaske J.
Skjoldborg. Andre er Bornholmere — som Andersen Nexø, Fritjof Bon og
vistnok ogsaa Jacob Hansen. De er af et andet haardere, sejgere, tørrere
Ved end det Kuld af smidige, lyriske, hurtig moderniserede Fynboer,
som for c. 12 Aar siden kom ind i Litteraturen: J. Jørgensen, S. Claussen,
Michaelis, N. Møller, — den sidste er nok for Resten, og det mærkes,
halvt Jyde.
J. Aakjær laver i „Vadmelsfolk" Litteratur og Demokrati paa
sit Fjends Herreds Hedeboer. Han skriver helt med Københavnere for
Øje og vil underholde og forbløffe ved det fremmedartede Stykke
Menneskenatur, han har at forevise; vil ogsaa agitere mod alle Slags fine
og kunstige Fornemmelser og al Slags „trøsket Dogmes Hjærnedunst"
— som han sang forleden til Ære for Schandorph — ved ret at sylte
Læserne ned i plump landlig Naturlighed og forstandig bondsk Jordiskhed.
Der er polemisk Journalistik i Skildringerne, „la’ vos bare være
Mennesker" er deres udfordrende, stiltiende Omkvæd, og Farverne er smurt
paa og Atmosfæren røget til med et fantasifuldt Humør og lyrisk
Overdrivelse. Nogen meget nøjeregnende Kunstnersamvittighed og nogen
videre dybtstikkende Menneskegranskning er hans friske, livlige
Fortæller-talent ikke besværet af. Han gasser sig over de bestialske Ædeorgier i
„Mens Pølsen koger" og over Elskovsmøderne i Kostaldens duftende
Lunhed, og det er ham gode Løjer at udmale Niels Baks rørende Øm-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
