Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199 Nikodemus’ Skriftemaal
om mig; jeg husker mig selv staa og rode i min Faders Reol som
min Dreng nu i min, og den samme Have, jeg selv er vokset op
i, i den gaar ogsaa min Dreng og graver ....
Og jeg griber mig (skønt det falder mig saa fremmed) i en
Trang nu og da til at folde Hænderne sammen og holde Sabbat.
Det er dette, som foregaar paa det sidste i mig, —
overordentlig mærkværdigt og underligt for mig. Ligesom om noget fødes i
mig. Sagtens er der saa mange, mange andre, der har
gennemlevet det samme, men for mig er dette, jeg er ved at opleve, saa
højst sælsomt og mere betydningsfuldt end noget andet. Jeg føler
det, som jeg aldrig før rigtig har fundet Tid til at besinde mig
paa Livet og blive rigtig helt vaagen paa det. Som om alle mine
Interesser og Gøremaal havde overdøvet for mig det, der var det
egentlige og laa bagved. Og det er for engang at kunne føie
Livet selv og blive mig det bevidst, at jeg ligesom synes, jeg nu
af og til maa lægge Arbejdet ud af Hænderne og holde Helligdag.
Jeg véd saa udmærket godt, hvordan det er kommet
altsammen saaledes med mig. Var jeg Romanforfatter, skulde jeg
kunne skildre Led for Led. hvordan min nuværende Krise er
kommen nødvendig som Reaktion mod hele min sjælelige Udvikling.
Saa tidt jeg kommer hjem til Provinsbyen i de høje store Stuer
med de tunge gammeldags Møbler, hele det gamle Byfogedhjem,
hvori min Barndom voksede op, føler jeg en Betryggelse som af
en solid Kapital, jeg har i Ryggen, — fra den rene, sunde,
tempererede Luft, jeg har indaandet dér, og den Gænge af solide
Livsvaner, jeg er bleven holdt i fra Barn . . . Men med det
samme kan jeg somme Tider være nær ved at briste i Graad, saa
bitterlig fattige synes mit Hjem og min Ungdom mig alligevel i
mangt og meget at have været.
Naar jeg tænker paa min Skoletid, husker jeg ogsaa, hvor
langt jeg var forud for de fleste i Skolen — jeg var jo hjemme,
fra vant til at følge de voksnes Samtaler og læste „Gengangere"
og „Naturalismen i England" paa en Tid, da de andre i Klassen
var ved P. P. og „Svenskerne paa Kronborg" —, jeg respekteredes
ogsaa af alle for min dygtige og pligtopfyldende Arbejdskraft.
Men Kammeraterne holdt sig ligesom paa Afstand af min skarpe
Tunge og min koldt „vigtige" Overlegenhed. Og saa gik jeg dog
selv allerede dengang og følte mig dem saa underlegen —
ligesom skamfuldt behæftet med en hemmelig Vanmagt, — naar jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
