Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Nikodemus’ Skriftemaal
Musikken virker paa mig som et Bad, der vasker ud om Aftenen
al den Gnidreskrift, som Dagen har kradset eller gnavet ind i
Sjælens Overflade, og blødner og opløser alskens Forhærdelser og
Knuder, som Dagen kan have afsat paa dens Hud. Sjælen gaar
ligesom hel og ren og blød paa ny ud af Badet; de Rynker, der
var ved at fure sig, er glattet ud, det, der var ved at størkne til
Dødkød, er bleven levende igen.
Man kan jo saa daarlig ude i Livet lade være med at ridses
og rynkes lidt af Nag og Bekymringer eller under det ru Vejrlig
derude at trække en Skal af Ufølsomhed eller Trods om sit Indre.
Men naar den lædskende Dugregn af Klaverets Melodier blot et
Kvarters Tid har rislet gennem Øret ned over Sindets Bund, saa
er Nagets Torn ude og Trodsens haarde Hud blödnet. — Jeg er
ogsaa begyndt at kunne mærke paa Folk, om de kan lide Musik
eller ikke. Det er som de første havde et: Bagved i al deres Liv,
gik rundt med en sød Hemmelighed, sammen med deres
Medind-viede. Især hører jeg nu efter paa Folks Stemmer og holder af
dem eller ikke efter deres Stemmer. Der er de tynde, skarpe, der
skratter, og de flade, pap-agtige, der har ligesom Kridt paa
Tungen ; — jeg synes, det er dem, som overalt spiller mest op i
Døgnets Musik. Men det er de dybe, slørede eller dæmpet metalliske,
som jeg føler mig tiltrukken af.
Saa griber jeg mig ogsaa i at læse Salmer i den sidste Tid:
Grundtvigs og Ingemanns og Wallins, Kingos og Brorsons. Alt det med
Kristus og Opstandelse og Syndefald og Genløsning slaar jeg det døve
Øre til for, — hvad der unægtelig giver adskillige stumme Tangenter
og Huller i Melodien. Men naar jeg sidder og nynner paa de gamle
Sange om Sorg og Glæde, der vandre tilhobe, om at sige Verden ret
Farvel eller om Dagen, der gaar med raske Fjed, saa büver alt
andet, jeg ellers interesserer mig for, saa ubetydeligt og
sekundært, og det er mig, som om jeg med de simple gamle Ord og
Toner tages ind med i Menneskehedens dybeste og sandeste
Livs-bevidsthed. Om disse kristne Troende saa tusind Gange ikke -vil vide
af mig — lige saa lidt som jeg paa min Side kan bruge deres
metafysiske Dogmer, — saa føler jeg mig dog mangen Gang mere
i Slægt med dem og deres Livssyn end med saa mange af dem,
der kalder sig Fritænkere — vel sagtens fordi de overhovedet kan
sige sig fri for nogen Sinde at tænke over Liv og Død.
Baade Spillet og Salmelæsningen er mig Former for det, jeg
før kaldte i ærværdig Stil at folde Hænderne og holde Sabbat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
