Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Nikodemus’ Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
Nikodemus’ Skriftemaal
kun som det dumpe og skingre Kaos af Lyd, naar alle Strængene
stemmes for den Musik, der skal vaagne, naar Dirigentens
Taktstok hæves.
Oktober
Jeg har ogsaa et andet Hav, hvori jeg kan faa Dagens
Interesser og Bekymringer til at flyde bort. Nu, da de mørke Aftener
er faldne paa, trækker jeg gerne Forhængene til Side og ser fra
min 3die Sal gennem Ruden ud over de aabne Gartnerhaver og ud
imod alle Ildøjnene, som — højt og lavt fra — lyser mig i Møde
fra den store Stad. Øjet bliver hængende ved alle disse
Lysprikker, der som ved en mystisk Magnetisme alle sammen drager
og fængsler den flakkende Eftertanke. Jeg kan intet høre af alle
de Bud, som her fra Tusinder af Hjem sendes ud i Nattemørket,
men jeg tyder Lysene paa maa og faa: Dér en varm, rødskærmet
Dagligstuelampe bag Gardiner og her en Lysestump paa et umalet
Køkkenbord ved et nøgent Vindu. Hist en Students eller en
Sypiges beskedne Porcellænskuppel bag Rullegardinet, og derovre
Festsalens Lysekrone. Men Lysene flyder alligevel sammen i én
Anonymitet, og jeg overvældes af det tunge, bedøvende Aandepust
af ukendt Masseliv uden om og neden for mig. Hvordan skulde jeg
kunne tage min Sorg frem nu igen, som før pinte mig? den er jo
næsten ikke til at faa fat paa nu — saa indskrumpet er den, har mistet
sin Brod, gemmer sig ligesom undselig for alle de andre, der anes
herude ... Andre Gange kan jeg ogsaa gaa hen til Vinduet med
en Stemning af sorgløs Munterhed og faa den dæmpet, — thi ogsaa
den lette, muntre Latter taber pludselig sit Mæle, naar den
konfronteres med alle de Tusinder stumme Øjne derude. Det er som en
vældig, mistænksomt vaagende Argus, der genner dig tilbage i din
Ringheds Musehul, som kun én af de hundrede tusinder, hver Gang
du i din Glæde eller din Sorg vokser dig stor for dig selv eller
alene føier dig selv i Tilværelsen.
Vil undertiden Magnetismen ude fra Ildøjnene ikke rigtig virke,
saa véd jeg at hjælpe paa Fantasiens svigtende Bærekraft og
bygge en Forbindelsesledning op ud til de ubekendte Mængder.
Jeg tvinger mig til ret at tænke paa f. Eks. min Ven Y’s forviklede
Husforhold med den vanskelige Hustru og det syge Barn, og paa
det Lyspunkt, som nu er kommen ind i Hjemmet ved. hans
uventede Avancement. Eller jeg tænker mig ind i, hvad jeg hørte i
Dag om Rengøringskonen fra Trapperne og hendes skiftende
„Logerende" ––eller paa den halvgamle ensomme Frøken, der nu og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
