Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - L. Bobé: Bidrag til Ewalds Levned
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
I Bidrag til Johannes Ewalds Levned
hvem Digteren, betegnende nok, i sit Levned og sin Digtning
forbi-gaar med Tavshed.
Hvis Oberstinde Eigtveds saa bestemt udtalte Paastand om,
at Johannes Ewald virkelig var en Gøgeunge, Søn af den
fornemme Højesteretsassessor og Borgmester, den elegante
Verdensmand, Tilhængeren af den frivole franske Muse, i hvis Hjemstavn
det den Gang ansaas for fineste Mode, at Ægtemanden
akkommo-derede sig med Hustruens Galan, i en Tid, hvor Hanrejen ret
betegnende er den stereotype Lystspilfigur — ledes Tanken hen paa
Digterens egen Fortælling om Frantz Ehrenpriis, hvis Papa var „en
stor, en grumme stor Hanrej, den største Hanrej i Byen".
Og ved en Idéforbindelse, der ligger saare nær, rinder Aladdins
Ord om sin Fader os i Hu:
Den store Allah ved,
Om just jeg var hans Søn. Han var alt gammel.
Da han min Moder tog, og hun var ung
Og smuk, hvis man kan tro, hvad Rygtet siger.
Al Sefi, en Emir, kom tit i Huset,
Han havde mig ret kær, jeg lignte liam.
Om man vil, kan meget i Digterens Liv her igennem forklares.
Ikke den sene Efterfødning af en tidlig ældet Fader, hvis Livskraft
ebbede ud, men lønlig Elskovs fuldmodne Frugt med Geniets
Stempel, Digtningens Mærke, der kan’være Fredløshedens Kainsmærke.
Deraf det vilde og utæmmede, der ofte er et Kendetegn for lovløs
Kærligheds Børn. Deraf det søndrede og delte, den store
Disharmoni mellem Johannes Ewalds Liv og hans Digtning. Derfor
droges han atter og atter fra den skovklædte Strand med dens
befriende, rensende Pust — tilbage til den trange Gyde uden Lys og
Sol, fra de grønne „Høje", han priser i sin Digtning, Symbolet paa
Frigørelsen fra Lavlandslivet — tilbage til den „taagefulde" Bys
lumre Kældre med det låve Loft, hvor Skøger og Drankere søger
til. Men selv her har han kunnet afryste den skæmmende Ham,
kunnet bryde op fra det skurrile Lag, fra Sækkepibens og
Narre-bjældernes Mislyd, og flygte op til sit ensomme Tagkammer under
Hanebjælken, nærmere de evige Stjerner. Og medens Lyset er
brændt ned i Stagen, og den ulmende Tande har kæmpet sin
sidste Kamp ved Morgenens første Skær, et Billede paa hans eget
Liv, er der strømmet rene Toner som en luttrende Bod af hans SjæL
Hemmeligheden ved hans Fødsel har næppe kunnet skjules
for Sønnen, sligt hviskes og tiskes i Krogene, de frække Spurve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
