Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Chr. Collin: Religion som Livsbetingelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
Religionen som Livsbetingelse 294
have et klippefast Grundlag for en Verdensreligion, som vil optage
i sig det levedygtige i alle de gamle mytologiske Religioner.
Det over-menneskelige har aabenbaret sig ikke som et
fuldkomment eller almægtigt Væsen, men som en altid virkende Stræben
mod højere og rigere Liv. Men dette er vel netop den Guddom,
vi trænger til. Religionshistorien viser, at alle de store gamle
Religioner, fra Ild- og Soldyrkelsen til Jødedommen og
Kristendommen, har bestaaet i at søge Forbund med Livets Magter1).
Religion er Menneskets Forbund med tænkte eller virkelige
overmenneskelige Væsener, som i det hele virker til Livets Bevarelse
og Fornyelse. Gennem Religionen søger vi instinktmæssig Hjælp
for vor Higen efter Liv. Vi søger at knytte den store omgivende
Naturs hemmelighedsfulde Magter til vort menneskelige Livs-Forbund.
Vi ser heraf det naturlige og den for alle Tider berettigede
Kærne i de gamle før-kristelige Natur-Religioner. Der var noget
evig sandt i Soldyrkelsen og i det hele i Dyrkelsen af animistisk
opfattet Naturkraft. Jeg mener, at disse gamle Religioner
sandsynligvis vil fornyes i en omdannet Form. Kristendommen har
med al sin Storhed ikke været konservativ nok. Den har optaget
meget, men visselig ikke nok, fra de ældre Religioner, som dog i
det store og hele maa have hjulpet Menneskene fremad i kanske
mange Titusinder af Aar.
Den levedygtige Kærne i de gamle Natur-Religioner, i
Tilbedelsen af Solen som Livgiver og Jorden som den alt nærende
Moder og af alle Frugtbarhedens Magter, er efter mit Skøn dette,
at vi kan uddrage suggestiv Kraft af Forestillingen om de
store livnærende Naturmagter, som vi ser med vore Øjne.
Og noget af det mærkeligste ved det nittende Aarhundrede er
dette, at Digtere og Seere uvilkaarlig og af Instinkt har begyndt
at forny noget af den gamle religiøse Naturdyrkelse. Det gælder
netop banebrydende Digtere som Wordsworth, Shelley, Byron
og Keats, Victor Hugo og Wergeland. Men man finder noget af
det samme ogsaa i den sidste Halvdel af Aarhundredet, kanske
ikke mindst hos Bjørnson, eller i England mere bevidst hos en
Naturskildrer som Richard Jefferies2) og utvivlsomt hos mange
andre,—ja hos nær sagt alle de sidste halvandet Hundrede Aars
l) Jfr. en Afhandling i .Ringeren* for 1898, Nr. 4 og 5 af Dr. Rrede Christensen.
’) Jfr. en Artikel af nærværende Forf. om Richard Jefferies i Nyt
Tidsskrift, ny Række, April 1894.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
