Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Edv. Lehmann: Høffdings Religionsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
Høffdings Religionsfilosofi 330
Viljen uden Afetumpning og uden Træthed hævder sig paa selve
sin Grænse i det levende Ønske om, at det højeste Værdifulde maa
komme til sin Ret. Det mest religiøse Ord, som er talt i Verden,
er Ordet iGethsemane: „Ske ikke min Vilje, men din!* Viljen
opgives; men selve denne Opgivelse er et positivt Ønske eller er kun
den negative Side af et positivt Ønske."
Den krampagtige Tilstand, hvori f. Eks. Opvækkelsen i den
danske Kirke befinder sig, har intet af denne ophøjede Ro i sig;
den stammer ikke fra religiøs Energi alene, men fra den Konflikt,
der skabes, naar den kirkelige Dogmatik ikke vil agte paa og føje
sig efter det menneskelige Aandslivs hele Grundlag. I saadanne
ulykkelige Tider finder den stærke Trosnatur den højeste Sandhed
i Paradokset.
Den almindelige Tilstand for fromme Folk bliver dog ikke en
saadan subjektiv Trods, men en vis Tilslutning til givne religiøse
Forbilleder og Autoriteter, hos hvilke man finder Hvile, Trøst og
Styrke. En vis Grad af Kulsviertro vil aldrig kunne undværes i
en Religion, selv ikke i Protestantismen, fordi der altid er Børn
af Aar og Børn i Aanden, som aldrig kommer videre end tii den.
Men’ dette er kun en Nødstand, som man af humane og
pædagogiske Grunde maa tolerere; Maalet, der skal stiles efter, er tegnet
af Protestantismen. „Dens Ære er det, at den saa energisk har
hævdet den enkeltes Pligt til at gøre sine egne Erfaringer og
drage sine egne Slutninger." „Et klart Princip, der konsekvent
kan gennemføres, faar Protestantismen dog kun, naar den støtter
sig til den frie Samvittighed og de personlige Erfaringer, de
enkelte gør angaaende Værdi og Virkelighed." Thi skal den religiøse
Følelse blive mægtig iblandt os, maa den først og fremmest være
fri; — kun derved kommer den i naturlig Harmoni med de øvrige
Livsværdier. „Det er Orientalismen, der vil tvinge os i Knæ; men
det er som Grækernes Arvtagere, vi fastholder Overbevisningen om,
at en oprejst Stilling i Livets højeste Spørgsmaal er mulig."
Religion er en personlig Sag; men det er ikke en Smagssag i
den Forstand, at del er en Følelsesluksus, man anlægger sig uden
Vinding og opgiver uden Tab. Historien lærer os noget andet, og
den enkelte Menneskeskæbne ligesaa. Ikke just derved — som
det ofte paastaas — at Religionen har skabt Moralen (thi det har
den ikke), men ved den Betydning den har haft som „en
ejendommelig Form for aandelig Kultur". I Religionens klassiske
Tider har den som en mægtig Organisator samlet alle aandelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
