Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Edv. Lehmann: Høffdings Religionsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Høffdings Religionsfilosofi
331
Magter og alle Livsværdier under sig og gjort dem gældende for
høj og lav. Den har udvidet Blikket, givet det sædelige nye Motiver,
og .navnlig er det betydningsfuldt, at Menneskekærlighed er blevet
et væsentligt Element i en stor Folkereligions Etik." Men ogsaa
nu, da de forskellige Aandsmagter har viklet sig ud af Religionens
Svøb, bevarer den sin høje Betydning for det menneskelige Sind.
Thi ikke med ethvert Sindelag kan Livet leves, og Videnskab alene
gør det ikke. Den hæmmer og knuger os med sine store Gaader
— der tit bliver større, hver Gang der aabnes en ny Synskres —
fuldt saa vel som den klarer Tanken og letter Vejen. Der maa
noget til, som „hindrer Tanken i at se sin egen Skygge, at den
ikke som Bukefalos skal stejle for Skyggen". „Bevidstheden maa
være optagen af et ideelt Indhold, koncentreret om en lysende
Tanke, for at den ikke skal hæmmes i sin Stræben ved
Forestillingen om Tilværelsens mørke og disharmoniske Sider: dette er
en Betingelse for, at selve Kampen mod det mørke og
disharmoniske kan føres." Denne Koncentration af Sindets Kræfter,
denne ideelle Fordybelse eller Optagethed af det højeste er
Religionens stadige og uundværlige Gerning i Menneskeslægten, det
store praktiske Bevis for dens Berettigelse. „Der kan intet Bevis
fores for, at det Værdifuldes Tilbliven i Verden skyldes en
Tilfældighed." Og dersom vi — udvikler Høffding — tyder dets
Udstraalinger som Tegn paa, at der gennem Tilværelsens store
Udviklingsgang foregaar et guddommeligt Arbejde, saa kan vi
opfatte vor egen Gerning som en Del af dette Guddoms værk. „Da
falder der Lys ind i vort Arbejdsrum. Skrankerne for vor Evne
og Drift ser vi da som de Grænser, inden for hvilke vor
Livsgerning falder, — for saa vidt de da ikke kan ryddes og aabne Vej
for nye Opgaver. Vi ser os paa en Gang i vor selvstændige
Ejendommelighed og i indre Sammenhæng med en omfattende
Tingenes Orden."
Men ogsaa her gælder det, at Religionen maa befri sig selv,
hvis den vil frigøre andre. Konservativ som den af Naturen maa
Tære, vil den imidlertid gerne mene og sige det gamle, ogsaa dér,
hvor det er antikveret. I sin klassiske Tid har den kristne Kirke
med Føje kunnet lære Menneskene ikke blot Religion, men
Naturvidenskab, Historie, Moral og Økonomi, kort sagt alt, og den har
svært ved at glemme det den Dag i Dag. Historien og Moralen
vil den dog i hvert Fald forbeholde sig. I hine Tider var ogsaa
en stor og skarpt udviklet Dogmatik en aandelig Nødvendighed, ja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
