Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - H. Ch. Nielsen: Helge Rodes nye Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Rodes nye Skuespil
337
I .Kampene i Stefan Borgs Hjem" er denne Stildualisme vel
endnu ikke fuldstændig overvundet, men Personerne træder dog
gennem-graaende ganske anderledes tungt paa Jorden end i de tidligere Stykker.
Forfatteren kan skrive saa karakteristiske og naturlige Replikker som
Grans, hvor hvert Ord med den inderligste Humor maler den halvt
sentimentale, halvt forsorne Dranker.
Gran kommer ind. Alfhild staar et Øjeblik og betragter ham.
Gran
utaalmodigt brammende
Naa, kan du ikke kende mig. Ældre?
Her har vi allerede det tykke Mæle, der sparer paa Ordene, fordi
de er saa vanskelige at udtale.
Det er navnlig hvor Lidenskaberne mødes i en Krise, at Helge Rode
falder for Fristelsen til at benytte et symbolistisk Blomstersprog, men at
han ikke behøver det, kan man se af Samtalen mellem Ravn og
Alfhild i 2den Akts 7de Scene, hvor hun giver ham, sin Elskede og
tidligere Elsker, sin Datter.
Tvivl og Haabløshedens Resignation hulker i Ordene. Hendes Liv
er dømt, dette er Døden. „Aaja, jeg maa faa Lov til at sørge lidt,
ikke sandt. Jeg er bare en gammel Kone nu."
Hvor meget dybere griber ikke et saadant Udraab end de Ord,
Helen og Ravn veksler, da de skilles.
Helen
støtter sig til en Stol, hævende
Farvel Richard.
Ravn
vender sig i Døren og siger sagte i lidenskabelig Ekstase
Stjernen i dit inderste Indre —
Helen
strækker Armen halvt frem
Den brænder — den brænder for dig!
I tredje Akt efter Richards Død siger Helen, da Borg giver hende
nogle Blomster:
.Blomsterne er ikke det samme som før. De er bleven saa underlige
og store og skønne — og visner paa en Gang og blomstrer igen — dybt
inde i Rummet."
Jeg maa ærligt tilstaa, at jeg af disse Ord aldeles intet formaar at
slutte angaaende de psykiske Processer, der har ført til dette Resultat.
Det er mørk Tale for mig. 1 første Øjeblik vækker Ordene et vagt
æstetisk Velbehag, der umiddelbart efter knuses af Bevidstheden om,
hvor intetsigende de er.
Men alt synes mig at tyde paa, at saadanne Steder kun er
Rudimenter. Man. kan vel ikke sige, at Forfatteren i nogen af sine Personer har
givet os en hel rund og solid Virkelighed, men der er dog leveret over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
