Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - H. Ch. Nielsen: Helge Rodes nye Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
Helge Rodes nye Skuespil 342
Forhold helt ud, til at bryde og binde i rette Tid. Trofasthed mod
sig selv.
Denne Forskel mellem Hjertets og Nervernes Evne til at glemme
tager Menneskene i Rodes Skuespil ikke Hensyn til og derfor gaar de
til Grunde. Alfhild vaklede mellem Gran og Borg og hun vakler mellem
denne og Ravn — slipper og griber altid i urette Tid.
Helen er den stærkeste af dem, thi ganske vist dør hendes
Kærlighed til Ravn ikke den afgørende, sunde Død, da den nye Kærlighed
vokser frem, men hun har Viljen til at give Fortiden og Fremtiden hver
sin Ret, og da denne sidste stiller sine Krav for tidligt, skyder bun
Borg ned.
Svag fremfor alle er Stefan Borg. Hele hans Styrke er konsekvent
Selvbedrag.
Alfhild véd det, naar hun siger til ham:
„Jeg véd godt, at du siger, at den, som er klog og stærk, besejrer
det, som vi kalder Gengældelse. Men mon du har tænkt paa den. som
bor i En selv. — — —
Kan du huske, at jeg engang talte til dig om Hjertets Nemesis.
–— Skal jeg sige dig, hvorfor du skjalv den Gang. Du skjalv for
den frygtelige Tanke, at du maaske intet Hjerte havde. Og véd du,
hvorfor den Tanke forekom dig saa frygtelig? Fordi du har et Hjerte.
Og det skal være min Hævn og din Nemesis, at du skal komme til at
føie, at du har et Hjerte."
Derfor kan hun roligt sige, at de døde vil rejse sig mod ham.
Derfor rejser det døde sig mod ham, fordi det er blevet levende
begravet.
„Stefan Borgs Hjem" er den gamle Historie om, at en
Kendsgerning ikke viger for nogen Logik. Det første Træk er givet, og
derfor ender det trods alle Modtræk i alle Varianter med Mat.
Dybt har Forfatteren grebet og dristigt har han formet sit Drama.
Livets Dans er ikke længere som i hans tidligere Stykke et enkelt Par.
der danser sammen indtil de naar Afgrunden.
Har ser nu Hvirvlen. Par slynger sig ved Par. Haand griber om
Haand, men ofte vil Taget ikke løsnes hurtig nok, og da brydes Takten
og Kæden sprænges. Endnu har man ikke lært at danse Livets Dans
til Fuldkommenhed.
Harald Ch. Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
