Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Adolf Hansen: Bernard Shaws Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380
Bernard Shaws Skuespil 380
puls, der her er Tale om, ikke nogen Efterligning af et Forbillede.
I de Shaw’ske Stykkers Stil er der intet Ibsensk. De har intet
tilfælles med den norske Digters faste, stærkt sammentrængte
Replikbygning, hvor den enkelte Replik staar netop, hvor den skal,
og lige saa lidt kan fjernes uden Sammenfald" som Slutstenen i en
arkitektonisk Bue. Shaws Dialog ejer en Livfuldhed, der er i Slægt
med Viddet og Glimmeren i Restavrationstidens engelske Komedie;
den staar Congreves kvikke Fantasi og straalende Humør langt
nærmere end Ibsens Dybde og barske Humor. Shaws Smag er
dog højst usikker og føjer sig tit efter det daarlige moderne engelske
Teaters slette Krav. Han bryder ofte Stilen ved ren Farce, undser
sig f. Eks. ikke ved i et af Stykkerne, da en ung Herre, der i et.
Rhin-Hotels Have er bleven overrasket i at kysse en Dame,
undskyldende siger: „I saa mig jo ikke kysse hende", at lade en
Alvorsmand svare med følgende Galleri-Replik: „Vi ikke alene saa
det, men hørte det. Knaldet gav ligefrem Genlyd ned langs
Rhinen;" —han modstaar ikke heller Fristelsen til at more
Publikum ved at lade sine Personer sætte roterende Bogreoler i
snurrende Bevægelse, vælte hinanden om i Lænestole og fare
bajadsagtigt imod hinanden, saa de er lige ved at styrte. Men hvor
Dialogen er bedst, har den et knitrende Liv og en Rigdom paa
fantasifulde Indfald, der morer og fængsler.
Shaws Paavirkning fra Ibsen maa søges i de første Skuespils
Emner og i den Stræben efter at give virkelige Sjælemalerier fra
Nutidens Liv, som er tydelig i dem. Hans første Stykke,
Wxdo-wers’ Houses, der i en noget anden Skikkelse end den nuværende
under voldsom Meningskamp blev opført 1892 .af Independent Theatre,
frembyder i sin almindelige Tendens en vis Lighed med Ibsens
gamle Drama „Samfundets Støtter" og kan muligvis være noget
paavirket af Aanden i dette. Det har til Hovedperson en Husejer,
Enkemanden Sartorius, Fattigfolks Barn, der har svunget sig op
og tjent en Formue ved efterhaanden at anbringe sine Penge i
faldefærdige og sundhedsfarlige Ejendomme, hvis elendige Værelser
udlejes til Londons allerfattigste, fra hvem Lejen ubarmhjertig
drives ind til sidste Hvid. Shaws Skuespil er hvassere i sit
Grundsyn end „Samfundets Støtter" med dets noget godtkøbs
Folkekomedie-Slutning. Medens Konsul Bernick tilsidst staar i
Omvendelsens bengalske Belysning og i en offentlig Festtale lover Bod
og Bedring, falder der over det engelske Stykkes Hovedperson i
dets Slutning et forstærket grelt Skær af Egoisme og Hykleri.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
