Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
Gustave Flaubert
Kaster man sig ud i Livet, ser man daarlig, man lider eller man
nyder for meget. Spørg Kvinder, som har elsket Digtere eller
Mænd, som har elsket Skuespillerinder."
Flaubert gennemførte sit Program, han levede i Virkeligheden
sit Liv i sit kære Arbejdsværelse i Crouiset, hvor han som en
Broder i en hellig Orden dyrkede den Skønhed, til hvis Tjeneste
han saa tidlig følte sig indviet. „I Navn af det Skønne, den eneste
Magt, der fortjener Ærbødighed," — saaledes begynder han et af
sine Breve. Det er Nøglen til hele hans Virksomhed, Aanden i
hele hans Forfatterskab, der forklarer hans Paradokser, hans
undertiden ubillig haarde Domme, hans Foragt for Døgnets Rivninger,
Politik og Presse, der kunde gaa til en pudsig Yderlighed: ,Min
Kokkepige har i Dag givet mig en god Lærdom," skriver han i et
Brev af 1853, „hun er fem og tyve Aar gammel, og hun véd ikke
andet, end at Ludvig Filip fremdeles er Konge af Frankrig, hun
véd overhovedet ikke, at der har eksisteret nogen Republik o. s. v.;
alt det har ingen Interesse (bogstavelig), og jeg som troede, jeg
var en intelligent Mand! Men jeg er bare tredobbelt Idiot, det er
som denne Pige, man skulde være." Saa helt lykkedes det ham
ikke at stænge sig inde i sin Celle. Men alle hans Domme over
det moderne Liv, der lige i hans Nærhed ytrede sig i saa rig
Mangfoldighed, var inspirerede af hin unge Græker, der levede i
ham til hans Død: „I Navn af det Skønne —!"
II
„Han hadede alt Hykleri," siger Fru Tennant. Det er den
anden store Lidenskab i Flauberts Karakter: hans Kærlighed til
Sandheden. En Kærlighed, der gjorde ham ubarmhjertig, bragte
ham til at forfølge enhver Illusion, ethvert smukt Bedrag og til
at underkaste sit Følelsesliv en skarp og hensynsløs Granskning.
„Lad os søge at se Tingene, som de er." siger han i et af sine
mærkeligste Breve til Louise Colet, „lad os ikke ville have mere
Esprit end den gode Gud selv". Det er ogsaa en af de Grunde,
hvorfor han sætter den gamle græske Kultur saa højt: De græske
Digtere udsmykkede ikke Livet, „med koket Følsomhed og elskværdig
Kunst, de kendte ikke den saakaldte noble Genre, for dem var der
ingenting, som ikke kunde siges."
Den alvorligste Fordring til en Digter er, at han søger
Sandheden. At han gengiver Livet som det er. Det er ogsaa saaledes,
det er skønnest. Det er skønt for den, der forstaar at se, — se
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
