Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
465 Gustave Flaubert
Livets Farver, se Skønheden udfolde sig i et broget Farvespil, se
alt ovenfra med Kunstnerens Øje, med dens Øje, der betragter
Liv og Død som naturlig sammenhængende, der glæder sig ved
den store Sammenhængs Skønhed. Det er skønt, selv om det
samtidig fylder ham med en sorgfuld, smertelig Følelse. Den Aand,
der ubarmhjertig vil Sandheden, kan alene paa denne Maade glæde
sig over Livet. Allerede i trediveaars Alderen har Flaubert
tilkæmpet sig den Opfattelse: „Jeg vil, at der skal føles en Bitterhed
i alt, at der skal lyde en evig Piben midt under vore Triumfer, og
at selve Skuffelsen skal være gemt i Entusiasmen." Han har
engang, paa sin orientalske Rejse, oplevet noget, der illustrerer denne
Livets Dobbelthed: „Da jeg kom ind i Jaffa, mærkede jeg Lugten af
Citroner og af Lig; paa Kirkegaarden kunde man se halvt
hen-tærede Skeletter, mens de grønne Træer vuggede deres gyldne
Frugter over vore Hoveder. Føler du ikke, at denne Poesi er
fuldkommen, at det er den store Syntese?
Der er imidlertid meget i Livet, som ikke bærer Præg af denne
Dødens og Livets højtidelige Poesi, som hverken maner til Alvor eller
Glæde. Der er fremfor alt det meget tarvelige, grimme, som Livet
ogsaa viser os: den smaalige Egennytte og den snæversynede
Egenretfærdighed, — og især den menneskelige Dumhed. Hvordan
staar disse dumme, fordomsfulde Menneskedyr, der lever i et Slags
ordnede Flokke, hvor de i gensidig Frygt ernærer sig af hinanden,
for en Livsbetragtning, der først og fremmest søger Skønheden?
Nu er det mærkeligt, at just Dumheden, Fordommene, de
menneskelige Svagheder og den aandelige Forvirring i høj Grad
har interesseret Flaubert: en stor Del af hans Digtning er viet just
til disse Sider af det menneskelige Væsen. „Dumheden trænger mig
formelig ind i mine Porer," har han sagt. Og det har ikke været
ham nogen udelukkende ubehagelig Fornemmelse. Tværtimod
forvolder et nyt Tilfælde af menneskelig Taabelighed, et nyt Bevis
for Menneskenaturens Daarlighed ham ofte en særegen Glæde. Han
ler, med den stærke hensynsløse Latter, hans Venner saa meget
omtaler, ler saa det runger i Væggene.
Denne hvasse Glæde ved Dumheden er dybt beroende i hans
Natur. Han hører til samme Race som Rabelais og Voltaire, og
navnlig er der meget hos Flaubert, som er i nær Slægt med
Rabelais’ drøje Humør.
Hans Interesse for Dumheden for den altid tilbagevendende
moralske eller intellektuelle Daarlighed hos Mennesket, er paa den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
