Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
469 Gustave Flaubert
Flaubert har, naar han omtaler det Menneske, der for ham,
Kunstneren, der elsker Kunsten højst af alt, fortoner sig kanske
som det største: Shakespeare, — for denne Mand har han fundet
Ord, der bedre end noget andet, jeg erindrer, maler det store:
„Det, som udmærker de store Genier, det er deres Evne til at
samle og skabe, de samler i én Type spredte Personligheder og
bringer nye Personligheder til Menneskehedens Bevidsthed; er det
ikke saa, at man tror life saa vist paa Don Quichottes Tilværelse
som paa Cæsars? Just her er Shakespeare overvældende: han er
ikke noget Menneske, han er et Kontinent; der findes store Mænd
i ham, Menneskemasser, Landskaber; slige Folk behøver ikke at
tænke paa Stilen, de er lige mægtige til Trods for alle deres Fejl,
ja paa Grund af dem; men vi, vi smaa, vi betyder ikke noget
undtagen i Kraft at den fuldendte Udførelse."
Det er ikke altid, Flaubert er saa beskeden paa egne Vegne.
Vi føler, hvor lidet han end siger det selv, at han end inderst inde
véd, at han hører til Shakespeares Slægt, saa dyb en Forskel, der
end maatte være, saa meget mere sprudlende oprindelig, naiv den
gamle engelske Digter end er. Flaubert er stor i Kraft af et
umaadeligt Arbejde, — vi føler hvordan han ved sin Vilje, der
aldrig giver tabt, ved sin dybe Hengivenhed for det skønne har
formaaet at frigøre de Rigdomme, der ligger bundne i ham. At
Flaubert blev den, han var, skyldes den Kapital af Kultur, han er
Herre over: han har som kun ganske faa levet sig ind i det største
af menneskeligt Liv, der er os opbevaret i Fortids Kunst og
Videnskab fra gammelgræsk Digtning til Spinozas Filosofi, — — men
det skyldes ikke mindre Helheden i hans Følelse, den store
oprindelige Lidenskab i hans Sjæl: „Jeg fører en streng Tilværelse,
fjern fra al verdslig Glæde, og der er intet, som holder mig
oppe, undtagen et Slags permanent Vanvid, der nu og da bringer
mig til at græde af Afmagt, men som aldrig aflader. Jeg elsker
mit Arbejde med en fanatisk og pervers Kærlighed, som en Asket."
Men denne Kærlighed har sine lykkelige Øjeblikke, — Øjeblikke,
hvor den hensætter ham i en „état lyrique", en fri hensynsløs
Glæde: det er da, at „Guds Pust gaar igennem en," og „det er
bare da, vi duer," forklarer Flaubert, „det er det, som gør de
middelmaadige stærke, som gør Folkene saa skønne de store
Feberdage, som gør de grimme smukke, som lutrer de urene:
Tro, Kærlighed; „dersom I har Kærlighed skal I flytte Bjerge." Han,
som sagde det, har forvandlet Verden, fordi han ikke tvivlede."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
