Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
Gustave Flaubert
Flaubert havde denne Kærlighed. Aldrig har nogen elsket
sin Kunst med den fortærende Lidenskab som han, den fortærer
alt andet, skaber det om, indlemmer det organisk. Han elsker
Livet for Kunstens Skyld, alt maa tjene den, han kender kun én
Moral i Verden: det Skønnes Moral, — kun én Elskov:
Kærligheden til det Skønne, — kun én Religion. For Flaubert er det
Skønne Guddommens Billede i Livet, og Kunstneren har den største
Opgave, det største Ansvar af alle. Og ^uden Religion kan man
ikke leve," — mener Flaubert, — uden Religion er Kunstneren
en Fusker, en Falskner, daarligere, uværdigere end alle andre
Verdens Falsknere. Det er denne hans kunstneriske Religiøsitet,
der bringer ham til at dømme saa haardt baade om alle dem,
der blander uvedkommende Hensyn ind i Kunsten, og om alle
Dilettanter.
Særlig heftig oprører det Flaubert, naar de verdslige
Autoriteter vil forgribe sig paa Kunstens Hellighed. Politi og Tanke,
Ord, Poesi har intet med hinanden at gøre. Endnu flere Aar før
Politiet gjorde et forgæves Attentat paa „Madame Bovary" og
derved øgede dets Sukces, skriver han: „Censur, den være af hvilken
som helst Art, forekommer mig at være en Uhyrlighed værre end
Menneskemord; Attentat mod Tanken er Synd mod den
Hellig-aand. Sokrates’ Død hviler endnu paa Menneskeslægten. Jødernes
Forbandelse har maaske ingen anden Mening, de har korsfæstet
Menneske-Ordet, villet dræbe Gud. Vore Republikanere har i
denne Henseende altid oprørt mig. I 18 Aar under Ludvig Filip,
hvilke dydige Deklamationer har man ikke faaet til Livs, hvor har
man ikke overdynget den romantiske Skole med kluntede
Sarkasmer, skønt den til sidst ikke fordrede andet end hvad man
for Tiden kalder „fri Udveksling". Det, som er komisk, det er de
store Ord: „Hvad skulde der saa blive af Samfundet?" Og de
Sammenligninger, man trækker: „Vil I lade Børnene lege med
Ild-vaaben?" Disse brave Mennesker tror, at Samfundet hænger i
to-tre smaa Stifter, og dersom man river dem bort, styrter alt
sammen, de tror — i Overensstemmelse med en gammel
Tankegang —, at Samfundet er en Menneskets Gerning, et Arbejde
udført efter en Plan. Heraf disse Beskyldninger. Forbandelser og
Forsigtighedsregler. Den individuelle Vilje, hvilken den saa er,
har ikke mere Indflydelse paa Civilisationens Tilværelse eller
Opløsning, end den har paa Træernes Vækst og Atmosfærens
Sammensætning; du. som er en stor Mand, du slynger en Gnist her,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
