Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
473 Gustave Flaubert
et fuldbaarent Udtryk i hans første Værk, „Madame Bovary", —
for saa vidt har Zola Ret til at regne en litterær Tid i Frankrig
fra 1856. Men der bor tillige i denne hensynsløse Realist en
fanatisk Skønhedsdyrker, som aldrig giver tabt. Han har selv halvt
spøgende karakteriseret disse to Sider i sit kunstneriske Temperament.
„Der er i mig — litterært talt — to tydelig forskellige Mennesker,
et, som er forelsket i det høje Ord, i lyrisk Schwung, i de store
Vingeslag, i alle Ordets Klangtoner og Tankens Fjeldtinder; og en
anden, som lægger Virkeligheden i Smeltediglen og graver i den
paa kryds og tværs, saa længe og saa meget som muligt, som
holder af at gaa i Rette med det smaa lige eftertrykkelig som med
det store, som gerne vilde, at man rent fysisk skal føie de
Genstande, som han maler. Og den sidste af dem ynder at le og behager
sig i de rent fysiske Fænomener hos Mennesket."
Disse to Sider i Flauberts Væsen mødes i én stor Følelse:
Følelsen for Formen, Ærbødigheden for Ordets Skønhed, Ordet, der
ejer sin egen uafhængige Skønhed, enten det gengiver Sjælens „store
Vingeslag" eller Menneskenes »fysiske Funktioner". Der er mange,
der har standset uforstaaende lige over for. Flauberts Paradoks,
at Stilen, det er i Virkeligheden alt, Stilen bestemmer Mandens
Værd. Ogsaa Zola, der i sin Dom over Flaubert veksler mellem
Beundring og daarlig gemt Ærgrelse, stopper her op: lidt naivt, som han
tager Flauberts Paradokser, — de Paradokser, som det glædede den
gamle Romantiker at give sin unge begavede og ensidige Ven tillivs —
generer det ham øjensynlig, naar Flaubert vurderer Chateaubriands
Stil højere end alle Naturalismens Grundsandheder. Men der er
det at mærke, at Stilen for Flaubert har en anden og inderligere
Betydning, end man i Regelen forbinder med det Ord. Og i sin
Korrespondance gentager han i vekslende Udtryk denne sin
æstetiske Trosbekendelse: „Formen er selve Tankens Kød, ligesom
Tanken er Livets Sjæl". Naar Formen opfattes paa denne Maade,
som den levendegjorte Tanke, bliver Stilen noget helt andet. Da
bliver den det, man ellers gerne kalder Kunstværkets Sjæl.
Flauberts Teorier hindrede ham da heller ikke i at glæde sig
over det store, hvor han mødte det. Lige saa hurtig han byggede
sit Paradoks, lige saa villig fandt han Anvendelse for en Undtagelse:
det store var suverænt — ligegyldigt paa Grund af eller paa Trods
af den Vej det fulgte. En og anden Gang kunde dette eller hint
opirre ham saa stærkt, at han blev blind: saaledes lige over for
Stendhal — men som Regel vakte Storheden, i hvilken Lejr han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
