Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
481 Gustave Flaubert
og Tro. Det er ud fra dette Helhedssyn, hans Domme former sig.
Det har dannet sig tidlig, og det er inderlig sammenhængende
med hans kunstneriske Anskuelser og Følemaade. Vi ser det i
Virkeligheden ogsaa bedst, naar han taler om Kunst: hans Domme
er her ofte vilkaarlige og ubillige. Men de bestemmes dog i
mere eller mindre Grad af dette, om han hos vedkommende Kunstner
finder en Afspejling — bevidst eller ubevidst — af den
Tankegang, der ser alt i den store Sammenhæng. — det Hjerte, der
slaar for Mennesket og ikke for det enkelte Menneske. I et Brev
af 1846 hedder det: „Der er to Klasser af Digtere. De store, de
sjældne, de virkelige Mestre, der gengiver Menneskeheden. De
beskæftiger sig ikke fortrinsvis med sig selv og deres egne Lidenskaber,
de sætter til Side deres egen Personlighed for at gaa op i andres,
— de gengiver Universet: det spejler sig i deres Værker, skinnende,
nuanceret, mangfoldigt, som en hel Himmel, der dukker sig i Havet
med sine Stjerner og sit uendelige blaa. — Saa er der nogle andre,
som skaber for at finde Harmoni, som græder for at røre, som
beskæftiger sig med sig selv for at blive udødelige; de vilde kanske
ikke naaet længer ad anden Vej. — i Mangel af Vidde og Storhed
har de Ild og Verve." „Byron hører til denne Slægt, Shakespeare
til den anden; hvem vil i Virkeligheden kunne sige mig, hvem
Shakespeare har elsket, hvem han har bedraget, hvad han har
følt. Det er en Kolos, som overvælder; man har vanskeligt for
at tro, at det er et Menneske."
Nu maa man erindre, at en stor Del af Flauberts Meninger
ere saa indhyllede i Paradokser, at de let kan give Anledning til
Mistydning. Fremdeles maa man tage i Betragtning hans store
Modsigelsestrang: naar han f. Eks. hos Zola mærker den
Tilbøjelighed til at låve Formler, til at klassificere og slaa fast, som er
ham saa afgjort imod, véd han ikke, hvilke Yderligheder han
skal faa anbragt i modsat Retning. Baade i hans Korrespondance
og navnlig i hans mundtlige Omgang er han uberegnelig; der er
nok af Modsigelser. Men under det hele ligger dog en bestemt
Livsopfattelse.
Der er imidlertid ogsaa i denne Livsopfattelse ligesom to ledende
Drag, to Karaktermærker, som ikke altid kommer til Forsoning.
Hans Forestilling om en Tingenes inderlige Sammenhæng og om
en stedsevarende Evolution: — Menneskets Vækst, enten det nu
er en Fuldkommengørelse eller en Opløsning, — balancerer ikke
altid godt med hans Forestilling om Menneskets aandelige Afmagt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
