Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - R. Bergh: Fra vor Operascene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
487 Fra vor Operascene
vilde man endelig ærgre sig — men Himlen bevare En for slige
Dumheder — saa maatte det være over al den Bombast, som
sidder fast i Øret efter denne Opera. Desværre — Musiken er
som saadan ikke meget værd. Medens man i „Vikingeblod" hvert
Øjeblik er fristet til at sige: dette er ægte Lange-Müller’sk, saa véd
jeg ikke ret, hvad man i „Lamia" skulde betegne som ægte Enna’sk.
Og skønt denne Musik er saa fjern som muligt fra hellenisk Aand,
saa gør det alligevel et underligt Indtryk, naar den vrede Zeus
overfor sin forstødte, utro Elskerinde udtrykker sig paa næsten
ganske samme Maade som den vrede Wotan overfor en ulydig
Valkyrie, eller naar Komponisten stedvis (med Orkestret) forlader
det antike Hellas og fører os midt ind i det middelalderlige
Venusbjerg ved W artburg. Sligt kan vanskeligt anses for rene
Smaa-uheld, da Operaen jo som Helhed ikke bæres af nogen Personlighed;
ikke engang Instrumentationen føles som individuel.
Som Musik betragtet maa sikkert første Halvdel af 1ste Akt,
navlig Dansen og Brudepigernes korte Kor stilles højest; her findes
virkelig yndefulde smaa Motiver. Ligeledes hører Begyndelsen af
2den Akt med til det bedste i Operaen, og af betydelig dramatisk
Virkning er Finalen af 2den Akt. Men de patetiske Afsnit er
baade for den vældige Zeus’ og den sanseberusende Lamias
Vedkommende musikalsk set ganske tarvelige, og den store Duet mellem
Lamia og Celio i 2den Akt indeholder slemme Simpelheder. Hvor
lidt en saadan Musik er i Stand til at bære sig selv uden de
dramatiske Optrin, viser sig dog allerstærkest i Ouverturen.
Udførelsen var som sagt fortrinlig. Frøken Dons havde ud af
Lamia’s Rolle formet en Skikkelse, man ikke glemmer, og det holdt
En indtil en vis Grad skadesløs over for Musikens Tomhed (f. Eks.
i den indlagte Arie) at høre Hr. Herold synge; ogsaa Hr. Simonsen
gjorde det bedst mulige ud af Damis’ Rolle, baade som den ædle
Yngling og som den ædle Olding, og Fru Brun og Hr. Max Müller
behandlede deres Partier kønt; Fru Brun havde her en af sine
bedste Roller.
En anden nyere dansk Opera, Vifandaka af Alfred Tofft
blev genoptaget og fik en enkelt Opførelse for udmærket Hus. Den
hører til samme Genre som Ennas: Komponisten har aabenbart
stor Lethed i at skrive Roller for Sangerne og i at skrive
orkestralt-dramatisk uden dog i disse Retninger helt at naa Enna. Hans
Musik er velklingende, iørefaldende — noget af det bedste er ogsaa
her Partier af Balletmusiken; man faar Indtryk af, at Hr. Tofft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
