Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
506
Teatrene
skueren vil først og fremmest vide, hvad Manden siger til dette;
Digteren spørger, om han da har glemt, hvor frygteligt det maa være for
la bimba at se sin Moder i den Tilstand. Det er meget italiensk,
Nordboer holder ikke af at lege med saadant.
Alligevel — trods de Mangler der var ved Fremstillingen — i et Par
Biroller virkede Hr. Schyberg og Fru Sinding præcist, som naar man
mødte et Par københavnske Bekendtskaber i Florens — der var en
Hel-hedsstemning derover, som man husker. Saaledes burde man altid
kunne huske Stemningen af et lyrisk Drama. Men af Lyrikken i
Drachmanns Gurre paa det kgl. Teater er ikke den ringeste Lugt
tilbage i min Erindring. Hvad jeg husker bedst, er noget helt andet: de
grove Ulyde; dem gjorde man afgjort bedst paa Teatret. I Badstuescenen
skreg den stakkels Tove med fuldkommen Naturlighed — o Heiberg! —
og med meget mere Kraft, end man skulde have tiltroet saadan en fin
lille Pige; i en særdeles haandfast Opgørelse mellem Kongen og den
onde Dronning udviklede baade han (Hr. Zangenberg, der næsten altid
er fortræffelig, naar han kan komme til at udlade Naturkraft) og hun
(Fru Emma Thomsen) en saadan animalsk Styrke, at det formelig
gnistrede af dem som af et Par Vildkatte. Men naar Lyriken fordamper,
bliver der tilbage en ganske prosaisk Fornemmelse, en Ærgrelse over,
at den gode og kloge Konge, der i levende Live næppe var noget
drach-mannsk Temperament, foruden de andre Ulykker, der havde ramt ham
efter Døden, nu ogsaa var kommet for Skade at skulle paa Digterens
Vegne gaa i Rette med et utaknemligt Folk om en Pige. —
Men det er vel paa Tide at forlade denne Erindrings-Kritik, der saa
at sige gør sig selv. Der gives jo dog ogsaa paa en Tilskuerplads en
anden, der ordner og samler. Det er især to Grupper af københavnske
Teaterforestillinger, der lønner sig at gøre til Genstand for en saadan Kritik:
det kgl. Teaters Holberg-Forestillinger og Dagmarteatrets Forsøg i det
moderne nordiske Skuespil.
Det kgl. Teåter har i den forløbne Sæson spillet 31/t holbergsk
Komedier. Det er Middeltallet, ikke saa meget som det burde være,
men dog betydeligt mere end i de ringeste Holberg-Aar, da der kun
spilledes et Par holbergske Stykker i Sæsonen. Ogsaa Valget af
Stykker betegner Middelvejen: Genoptagelsen af Henrich og Pernille og
Nyopførelsen af Gert Westphaler (i een Akt) vejer vel ikke meget
til, men Opførelsen af Erasmus M ontanus, der aldrig burde tages af
Repertoiret, i ny Indstudering saa meget mere, medens Fremførelsen af
den halve Ulysses von Ithacia ganske sindbilledligt anskueliggør
Maadeholdet i den Dyrkelse, den danske Skueplads vedblivende føier sig
forpligtet til at vie sin Grundlægger. Men mere end hvad der spilles
af Holberg betyder det naturligvis, hvordan det spilles. Holberg er, bør
være Teatrets Specialitet, dets Videnskab. Her er det ikke blot tilladt,
men nødvendigt, at stille de strengeste Fordringer.
Hvilken festlig Ouverture til Holbergs Komedier er ikke Ulysses
von Ithacia, ikke mindst Prologen. Meget var her fortræffeligt.
Iscenesættelsen, som for en Snes Aar siden, overordentlig morsom, endda
forøget med en saa uimodstaaelig Slutningseffekt som det parodiske Te-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
