Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508
Teatrene
heders Trivialitet. Saadant er ikke Sprog-Pedanteri, eller, hvis det er det,
saa lad os kun være en Smule Pedanter! Vi har intet Akademi, ingen
gammel Kunst-Stil eller -Skole med Aldersmyndighed, men vi har
Holberg. Vi har et gammelt Fædreland, hvorfor bruger vi det ikke?
Der var iøvrigt over Hr. O. Poulsens Chilian noget, der føltes
betegnende for Hr. Poulsens hele Stilling i det holbergske Repertoire for
Tiden. Naturligvis, der var endnu et stærkt Skær af Glansen i denne
geniale Skikkelse bevaret, men det mærkedes dog paa denne Chilian, at
han var træt, mæt af Dage. Der var næsten noget undskyldende i den
mellemfornøjede Godmodighed, hvormed han tridsede rundt blandt de
besynderlige Komparser — ligesom en gammel Stalbroder, der
præsenterer sit anløbne Kompagni med et surt Smil, der siger, at dette var en
Gang morsomt. Hr. Poulsen trænger for Tiden meget mindre til at
gentage sine tidligere Bedrifter end til udføre nye. Han maa engang og
snart spille Jeppe. Han skylder sig selv og sit Publikum det. At han
kan gøre nye Ting, viste hans Per Degn.
Det var en ganske ny Figur. Hr. Poulsen fremhævede stærkt
Ynkeligheden hos Per Degn — det var et næsten rørende Billede af
den intellektuelle Forkommenhed, som Faldsmaal af den moralske.
Det virkede som en blichersk eller dickensk Figur. Skulde man indvende
noget, maatte det være, at den nye Per Degn ganske manglede den
Dumhedens Majestæt, som især Ryges, men endnu Schrams Figur havde;
der var derfor ikke den rette Magt i Disputatsen1.
Skulde man indvende noget væsentligt imod den nye Opførelse af
Erasmus Montanus i det hele, maatte det blive det samme: at den har
berøvet Komedien dens typiske Majestæt. Eksempel afgiver allerede
Jeronimus, der af Holberg er ment som noget majestætisk, ikke blot en
Landsby-Fyrste, men en typisk, statuemæssig Fremstilling: Dumheden som
religiøs Fanatisme, medens Hr. Jerndorf! bare fremstillede et almindeligt
Aalehode — man troede virkelig, at denne Jeronimus var Hanrej. Et
andet Eksempel er Hovedpersonen selv. Straks man hørte ham tale,
spidsede man Ører. Dette var nyt og rigtigt. Figuren blev jo ganske
levende derved. Hr. Neiendams Erasmus var til Forskel fra Emil
Poulsens bondeagtig (helt ud i Dialekten) og drengeagtig. Det var
Hanekyllingen („Musarum et Apollini pullus’), der glædede sig ved at
gale. Der kom god haandgribelig Fornuft i Slutningen paa Komedien:
det var mere end sandsynligt, at den Fyr virkelig kunde lade sig kurere
1 Det. henstilles, om det ikke vilde være morsommere, hvis Degnen, naar
han stikker sin sidste Trumf ud (Post moleslam senectutam o. s. v.)
ikke remsede Ordene som de foregaaende, men sang dem, som en Slags
Aandebesværgelse. Det er jo et Citat af en latinsk Drikkevise, som Per
naturligvis har lært at synge. Det vilde give en ægte komisk Afslutning og bedre
end nu motivere Montanus’ følgende Replik: „Vil din Slyngel fiksere mig?" Der
er ikke Tradition for det, men Traditionen er jo ikke altid rigtig. Er det f. Eis.
rigtigt, at Chilian i Samtalen med Trojaneren gor saa mange Kunster med det
bekendte Ligesaa hos os! Ordene betegner blot hans sunde Fornufts stadig
stigende Forundring over Urimeligheden af en Krig mellem to Nationer, der er
hinanden saa ganske lige i Naragtighed. Hytmen fordrer en Klimaks og netop
ikke Variationer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>