Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
511
plebejiske Politikere, virkede han ganske knusende ved sin fornemme
Overlegenhed: ingen rankede sin Ryg, bar sit Hoved som han, ingens
Kjole sad som hans. Saaledes gaar en Gentleman under Guillotinen.
Paa denne Maade blev Poul Langes Tragedie mere en udvortes —
Pøbelens Had til det distingverede — end den voksede ud af hans egen
Karakter. Denne Karakter er overordentlig smukt udviklet i første Akt:
først ser man, let, næsten lystspilagtigt, som et foreløbigt Signalement,
hans ængstelige Hensynsfuldhed og Ubeslutsomhed i Spillet med
Buketterne; saa viser sig over for Diplomaten den officielle Poul Lange,
Avisernes, Politikernes, den, som alle kender; derpaa i Samtalen med
Vennen den, som kun Vennerne kende»-, og tilsidst, i det stærke
Følelsesudbrud til den elskede, den, som kun Digteren kender. Denne Figur —
Manden med den bundne Varme, som ikke kan udløses, uden at han
gaar til Grunde derved — gav Hr. Nielsen ikke.
Meget smukt spillede her Fru Betty Nansen. Ogsaa her er der en
bunden Varme, en længe gemt Inderlighed, der bliver fri, men saaledes
at det er en Jubel at se det. Der var over Fru Nansens Spil i denne
Akt netop hvad der skulde være: Glansen af en dulgt Lykke, der lo og
spillede i Ord og Miner, indtil den tilsidst bryder mægtigt frem i dette:
„Nu er jeg den lykkeligste Kvinde i gamle Norge". Netop dette, en
Natur, der benaades af Lykken, formaar denne Kunstnerinde at fremstille.
Der var tillige overalt i hendes Diktion en Forening af moderne Finhed
og den gamle Stils Storhed, der virkede ganske bjørnsonsk: alene
den Maade, hvorpaa hun sagde: „Din Hensynsfuldhed har rejst et I-de-al
for mig* — det var, som om hun gav Ordet dets store Præg igen. Ogsaa
i anden Akt, hvor der dog er mere festlig Deklamation end personlig
Inderlighed, bevaredes Adelsnaturen. Først i tredje Akt glippede det og
paa en ejendommelig Maade. Det kan undertiden være farligt at spille
naturalistisk; da Fru Nansen græd sin mageløse Virtuos-Graad gik ens
Tanker uvilkaarligt fra Deltagelsen i Toras Sorg over til Beundring for
Fru Nansens Præstation. Hvor der sad en Kvinde i den bitreste Kvide
sad der nu blot en Skuespillerinde, der med beundringsværdig
Eftertanke pillede en Taare af Kjolelivet. Fru Nansen, i hvem der er saa
meget Kvinde, maa vogte sig for Skuespillerinden. Allerede nu er der
i en enkelt Modulation af Stemmen, der straks føles som unaturlig, og
visse Haandbevægelser, de udslagne Arme, nogen Maner. — Af
Birollerne spilledes nogle særdeles godt, ikke mindst Hr. Jak. Jakobsens
rødhaarede Fanatiker, der lignede en Troldgut, tegnet af Moe eller
Kittelsen. Hr. Albr. Schmidts Arne Kraft var for smaat tænkt; det var
ikke som Modsætning til Poul Lange den aabne bjørnsonske Natur af
hvem der strømmer en Varme, stærk nok til at smelte Isen i hele Norge,
men noget meget mindre — som naar en yngre dansk Akademiker
opponerer imod Meldahl. Heller ikke Selskabet af de norske Politikere i
anden Akt virkede hverken i Iscenesættelsen eller Karakteristiken af de
enkelte Typer helt overbevisende.
I Sammenligning med dette frembød Dr. Edv. Brandes’ Under
Loven mindre Interesse, ud over den det altid har at se et dygtigt
Stykke dygtigt spillet. Fortræffeligt spilledes de to Kvinder, Hustruen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
