Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - E. Hannover: Engelsk Malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514
Engelsk Malerkunst
vende Følelse, snart af højtidsfuld Glæde, snart af dyb Rædsel, for
Figuren som Meddeler og Medium. Hvad han malede, var heller
ikke Menneskene, som han vaagen saa’ dem færdes for sine Øjne,
men som han saa’ dem komme hvidklædte eller nøgne i sine Drømme.
Han var Spiritist i den Forstand, som Ordet.har faaet 100 Aar
efter hans Fødsel. „The Spirit told me", var et af de hyppigst
forekommende Udtryk i hans Samtaler. Han manede Kristus og
Apostlene, Moses og Profeterne, Homer og Dante og Milton frem,
saa de kom og sad for ham i natlige Seancer, under hvilke den
legemlig stærke og robuste Mand lod sig sønderslide af sine
sindssvage Visioner.
I Aaret 1809 foranstaltede han i London en Udstilling af en
Del af sine Værker. For at bane Vej for deres Forstaaelse havde
han ledsaget dem med en beskrivende Katalog, den sjældneste af
alle hans nu saa sjældne Bøger, hvis Tekst han ofte selv ståk i
Kobber, ligesom Billederne i dem var stukne og kolorerede af ham
selv. Han kalder i denne Katalog sine Billeder „Fresker", skønt
de i Virkeligheden var malede med Temperafarve. Han forklarer,
hvorfor han afskyr Oliefarven og det dermed følgende Clair-Obscur,
i hvilket han ser Aarsagen lil Kunstens rivende Forfald. Han
hader derfor Oliefarvens store Virtuoser: Correggio fremfor alle,
hvem han kalder „a most effeminate and cruel demon", Tizian og
Rubens, om hvem han bruger Ordet „a most outrageous demon".
Al koloristisk Kunst var for ham en Djævlekunst, og kun i en
Tilbagevenden til de Former, Kunsten havde haft før Rafael, saa’
han en Mulighed for den Frelse for Kunsten, som han dog ikke
selv var i Stand til at bringe den.
Han stod dengang ene med sin Anskuelse i sit eget Land,
vidste maaske knap, at den var nær i Slægt med den, til hvilken
de tyske „Nazarener" bekendte sig. De havde jo i Rom
sammensvoret sig just om den Opgave at befri Kunsten for alle Slags
Kunststykker, at forenkle og forædle den og gøre den udtryksfuld
med inderligere Midler end de overfladisk maleriske. Blakes
Anskuelser naaede dog snart nogen Udbredelse i England. De
paavirkede Füssli; de paavirkede ogsaa John Flaxman, og de fandt
i David Scott deres ligefremme Fortsættelse. Nervesyg allerede
som Barn, saa overnervøs at han, da han engang havde
formummet sig med et hvidt Tørklæde, besvimede ved at se sit eget
Billede i et Spejl, udviklede han sig i en ganske tidlig Alder under
Indflydelse af Coleridge’s Digte og Ossians Sagn til en Mystiker og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
