Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Ingeborg Petersen: Vers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vers
583
Ak, der er en, hvis Hjerte vilde glædes
ved Vasens lyse, svale Æblelød —
jeg ser den i hans Haand, mod Solen løftet,
mens Blikket jubler mod den grønne Glød.
Hans Sjæl mer dybt og brændende betages,
end min det evner — lidet jeg formaar
at glæde ham. Men hvis han ikke kommer,
min Vase jeg i tusind Stykker slaar.
SOLBRÆNDT
Vi gik i Aftes sent igennem Engen,
min lystige Veninde — du — og jeg,
og jeg gik foran, som jeg gerne plejer,
mens Ellen lo og talte blot med dig.
Det høje, modne Græs var vaadt af Duggen,
det var saa lyst, at Blomsterne jeg saa,
og dog saa mørkt, et gennemsigtigt Mørke,
og Himlen var saa dybt og heftigt blaa. —
Omkring os drev i Strømme Kløverduften
saa stærk af Sol, saa sval af Nattens Dug,
og Sværmere paa store, tyste Vinger
i Flugten spredte Høgeurtens Fnug.
Og Ellen talte mer og mere sagte,
mens sjældnere og sjældnere hun lo —
din Stemme var saa fredelig og stille,
jeg ved ej, hvad I talte om, I to.
Vi altfor hurtigt kom til Havelaagen,
jeg var saa vaagen og min Fod saa let,
jeg vilde gerne gaa til Verdens Ende —
men min Veninde sagde, hun var træt. —
Da til Godnat du trykked’ vore Hænder,
da tog du Ellens først, saa hvid og fin —
du kunde se i Mørket, min var solbrændt,
da spøgende du løfted’ den i din. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
