Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - G. Brandes: Streiflys over Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
598
Strejflys over Goethe 598
Mein Busen, der vom Wissensdrang geheilt ist.
Soll keinen Schmerzen künftig sich verschliessen.
Und was der ganzen Menschheit zugetheilt ist,
Will ich in meinem innern Selbst geniessen.
Her har de to sidste Linier været til mindst 18, men efter al
Sandsynlighed 34 Aar før de to, hvorpaa de rimer.
Følgen er, at saa omhyggeligt Skillelinien end er udslettet, saa
lidet er der Tale om samme Sag før og efter den. Det gjaldt om
at finde en Begyndelse- paa Sætningen med Linier, der rimede paa
zugetheilt ist og paa geniessev, og dette er visselig lykkedes tilfulde.
Tilsyneladende svarer desuden de to Sætninger fortræffeligt til
hinanden ; de to første Linier handler om Sorg, de to sidste om Glæde.
Men ser man nøjere til, stemmer det ikke.
Mit Bryst, der er helbredt for Trangen til Kundskab, skal for
Fremtiden ikke lukke sig for nogen Kval — saaledes lyder den
tilføjede Begyndelse; men Slutningen sagde forud langt mere: Hvad
der er den hele Menneskeheds Lod, det vil jeg nyde i mit Indre.
— Dette omfatter jo allerede baade det Gode og det Onde, baade
Glæder og Kvaler. Og var det endda blot denne ringe, formelle
Modsigelse, der opstod, men nej! en ny, alvorligere Vanskelighed
er ved Tilføjelsen fremkommet. Ifølge Aftalen i Prologen skulde
Faust hjemfalde til Mefistofeles, ifald det lykkedes Fristeren at
faa denne Aand til at æde Støv, ifald han kunde lede den bort
fra dens Udspring, bort fra hin rette Vej, som det gode Menneske
i sin dunkle Stræben dog altid er sig bevidst. Her er nu Pagten
med Mefistofeles bleven saaledes formuleret, at Faust er hjemfalden
til ham. ifald han nogen Sinde lægger sig til Ro, erklærer sig for
tilfreds med sig selv og med det Opnaaede, med andre Ord bliver
aandløs, i dybere Forstand gammel. Og Væddemaalet drives af
Faust selv ud i en saadan Yderlighed, Sagen sættes saaledes paa
Spidsen, at han er fortabt, hvis han blot en eneste Gang i
Livsnydelse beder Øjeblikket dvæle. Brøden er da her fra det
Sædelige lagt over i det Intellektuelle. Faust er desuden her i et og
samme Aandedræt dobbeltartet. Denne sidste Faust væmmes ved
al Viden, er kommet sig af sin Trang til en Indsigt, som han ikke
mere tror paa Muligheden af, og higer kun efter Tilfredsstillelse af
sanselig Lidenskabelighed; den oprindelige attraaede derimod at
forstaa selve Verdensaltets Væsen og udvide sin Tænke- og
Følemaade saadan, at han kunde gennemtænke alle Menneskehedens
Tanker, genfole dens Følelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
