Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - G. Brandes: Streiflys over Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Strejflys over Goethe
599
Den oprindelige Faust ønskede ingen Foryngelse; den 25aarige
Digter kunde endnu ikke forbinde nogen levende Forestilling med
Driften til at forynges. Scenen i Heksekøkkenet, hvor Faust bliver
ung, hører derfor til første Dels senere Partier; den nedskrev Goethe
i Italien 1788, øjensynligt under Indtrykket af den Foryngelse af
hele hans Væsen som Menneske og Kunstner, der blev den 39aarige
Mand til Del under Sydens Sol.
Selvfølgelig maa denne Fausts Evne til Selvforyngelse opfattes
sindbilledligt som Geniets. „Saadanne [fremragende] Mænd, sagde
Goethe til Eckermann (il. Marts 1828) er geniale Naturer ... de
oplever en gentagen Pubertet; deraf kommer det, at vi hos
fortrinligt begavede Mennesker selv i deres Alderdom iagttager friske,
særligt frugtbare Tidsrum. Der synes hos dem at indtræde en
temporær Foryngelse . . .". Foryngelsen har ikke desmindre ligget
uden for Værkets oprindelige Plan.
Gaar vi til den beundringsværdige Scene Skov og Hule, som
aabnes med Fausts Tak til Verdensaanden, fordi den har givet
ham Alt, hvorom han bad, saa udtrykker Enetalen her rolig
Herskervælde, Sjælefred, mægtig Livsglæde, storladen Naturdyrkelse. Det
overrasker derfor Læseren i den samme Scenes Slutning at høre
Faust i Fortvivlelse kalde sig en Flygtning, en Hjemløs,
Umennesket uden Rast og Ro og Maal — han som nys takkede Aanden,
fordi den havde givet ham den hele Jord til Kongerige, Kraft til
at fornemme og nyde den helt.
Scenens Slutning tilhører det ældste Udkast fra 1774, da Goethe
i sin Ungdoms dæmoniske Uro efter Bruddet med Friederike, efter
Flugten fra Charlotte, efter Opløsningen af Forholdet til Lili, ude
af Stand til at slaa sig til Ro hos nogen Kvinde, forpint af Savn,
han følte, og endnu mere af Savn, han havde fremkaldt, lige
utilfredsstillet i sin Attraa efter verdensomspændende Indsigt og i sin
Higen efter guddommelig Skaberkraft, følte sig som den Hjemløse,
den Furiepiskede — medens Scenens Begyndelse er digtet fulde
fjorten Aar derefter i Italien, i Villa Borgheses skønne Have, da
Goethe ved Opfyldelsen af sit saa lidenskabeligt nærede Ønske om
at se Sydens og Kunstens Herligheder, for første Gang i sit Liv
følte sig fuldstændig lykkelig og var lil Mode, som havde Aanderne
nu skænket ham Alt.
En dybere sjælelig Modsigelse er her ganske vist ikke. Som
begge de udtrykte Stemninger er opstaaede i Goethes Sjæl,
saaledes lader de sig forene hos Faust. Efter Goethes Grundopfattelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
