Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - G. Brandes: Streiflys over Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
600
Strejflys over Goethe 600
var det netop et af Geniets dybeste Kendetegn, at det fortvivlede,
det vil sige én Gang for alle opgav at haabe eller forvente ydre
Goder, og Fausts Væddemaal med Mefistofeles beror jo ogsaa kun
paa, at han véd sig som Væsenet „uden Rast og Ro-, Men det
lader sig ikke nægte, at de forskellige Tidspunkter, paa hvilke
Scenens Elementer blev til, har gjort Springet her bråt fra én
Yderlighed til en anden.
Den Stil, hvori denne store Enetale er skreven, er høj, melodisk
og mandig. Jamberne har en Skønhed og er behandlede med en
Virtuositet, de hos Goethe først naaede, da han havde omdigtet
sin Ifigenia og givet den en ny Skikkelse paa Vers. Der findes
intet Lignende i Fausts første Del. Dejligt virker her den stille
Mildhed, hvormed Dyrene paa Landjorden, i Luften og Vandet
kaldes Menneskets Brødre, omtrent som den hellige Francesco af
Assisi tiltalte dem; derpaa skildres Naturen i Oprør, Stormen, der
vælter Granerne, saa man hører dens Brusen og Træernes Fald;
endelig males Maaneskinnet og Fortidens sølvhvide Skikkelser, der
i dette blide Lys stiger op for den Drømmendes Sind.
Der er et ikke ringe Spand mellem den simple, naive Stil, der
er anslaaet i Værkets tidligere, afgørende, erotiske Optrin og den
Højde af lyrisk Talekunst, hvortil her er naaet; men endnu større
føles dog Afstanden, naar Læseren herfra naaer frem til første
Dels næstsidste Scene, den, som er overskrevet Mørk Dag, og
lader Blikket glide ned over Samtalen her mellem Faust og
Mefistofeles. Det virker, som traadte man fra et højtliggende,
kunstnerisk Stade ned paa et andet, saa meget lavere beliggende, at
man dér aander langt mindre frit. Her for første Gang i Værket
en Prosa-Samtale, og hvilken Prosa! Naturalistisk som man var
det i Tyskland 1773: den krampagtige Lidenskabelighed, de vilde
Følelsesudbrud, den ustyrlige Ordbram, som man dengang antog
for Shakespearesk. Udraab og atter Udraab, Gentagelser,
Forbandelser, Superlativer! Her skæres graadige Tænder. Her rulles
djævelske Øjne fnysende rundt i Hovedet. Her findes en helt anden
Djævel end den, der i Heksekøkkenet var Kavaler.
Men Heksekøkkenet blev jo ogsaa skrevet i Rom, hvorfra
Djævelen tog sig ud som et nordisk Spøgelse, der ikke kunde
behandles alvorligt, medens vi her staar ved en Scene, der er endnu
ældre end det store Brudstykke af Værket, man plejer at kalde
Urfaust. Denne Scene er skrevet i den ældste af de Goethe’ske
Stilarter, som rummes i Faust. Denne Stil: „Red hende eller ve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
