Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Karl Madsen: Dankvart Dreyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
642
, Dank vart Dreyer
Moder maatte alt høre Meget om hans store Geni og om, hvor
langt han var fremme foran mig.
Dersom jeg ikke kunde komme forud for den forkjælede
Dankvart, hvad var saa mit Liv værdt? Det første Kvartal jeg
tegnede paa Gipsskolen, tegnede Dreyer paa Modelskolen en af
de bedste Modelfigurer, som er bleven tegnet i København, og
Professor Freund sagde, at han straks vilde give ham den store
Sølvmedalje derfor; men det var et Sommerkvartal, hvor der ingen
Medaljer kunde falde, og jeg avancerede samme Kvartal ind paa
Modelskolen. Nu kom Vinterkvartalet, hvor Dreyer og jeg skulde
konkurrere til den lille Sølvmedalje, og jeg tegnede, saa mine
Øjne gnistrede, sagde Dreyer til mig, og mine Kinder blussede.
Dreyer tegnede ogsaa flittigt og godt, men da Tegningerne vare
ophængte til Bedømmelse, viste det sig, at mine Tegninger vandt
Prisen; thi mig alene blev tilkjendt den lille Sølvmedalje, og nu
var jeg saa lykkelig som Scipio, da han slog Hannibal."
Stakkels Dreyer, hans Skuffelser paa Kunstnerbanen begyndte
tidligt. To Gange konkurrede han til den lille Guldmedalje, men
forgæves. Hvad det er for en uskaansom Kritik, der har krænket
hans saarbare Sind, ser jeg mig ikke i Stand til at oplyse; Høyen
og Wiborg omtaler hans Billeder med Agtelse, flere af dem solgtes
til Kunstforeningen og fra 1839 til 1845 er der kun to Aar, hvor
Dreyer ikke har afhændet et Billede til Galleriet. Dreyer havde i
hvert Tilfælde i sig selv en utilfreds Kritiker, han saa kun altfor
godt, at han som Kunstner ikke var bleven det, han selv havde
drømt og hans Venner haabet. Familien foreslog ham at rejse
udenlands, han nægtede det, fordi han ikke vilde skilles fra sin
gamle Moder. Saa hellere opgive Kunsten og leve som Bonde.
Han elskede jo Landet, hans Vaner var jævne, hans Fordringer
smaa. Hans Kammerater havde moret sig kosteligt over engang
paa et Værtshus at høre Dreyers spæde, fynske Røst spørge: Har
De Grø’ ? Den er sveden, lød Svaret. Gi’ mej Grø’ illein (alligevel),,
sagde Dreyer.
Saavidt det er muligt at have noget Skøn over Kronologien
af Dreyers Arbejder; Billederne har sjældent Aarstal; Studierne
aldrig nogen Betegnelse, — viser de vel ingen Fremgang, men
heller ingen absolut Tilbagegang. De senere synes oftere — som
Efteraarslandskabet — at have en stærkere melankolsk Stemning.
Efter 1847 har han kun udstillet to Billeder.
Han købte et Boelsted ved Barlose paa Fyen. Det gik, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
