Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
663 Gustave Flaubert
rig Aagerkarl, som til sidst har ægtet sin Mætresse — et vildt,
utæmmet Barn, som elsker Frederic med hele sin Sjæls og sine
Sansers Lidenskab, elsker ham, fordi han er det største hun véd.
Mens hun endnu var Barn, har den unge Mand leget med hende,
laant hende Bøger, snakket fornuftigt med hende, — han har
vundet hendes ubegrænsede Tillid. Hun véd ingen flottere Mand
at se til, ingen, som siger saa mange kloge og morsomme Ting.
Og da Kvinden i hende vaagner, — vaagner tidlig og med en Magt
som hos et ungt Rovdyr, — saa er det ham, hele hendes Væsen
forlanger. Hun er villig til at give sig hen naar som helst, der er
ingen Skygge af Beregning, intet Forbehold, — hun ledes helt af en
voldsom, umiddelbar Naturdrift. Frederic er i dette Forhold den
overlegne, den som modtager, han er endog den, som maa bringe
det hensynsløse lille Menneske til at standse, han er nødt til at
tage vare paa hende. Det, som drager ham mod hende er en
lignende Følelse som den, der behersker hende, men en langt
svagere, hans Instinkt som Mand, en naturlig fysisk Tilbøjelighed.
Hendes Dd varmer ogsaa ham. Men hvad han først og fremmest
søger i dette Forhold, er, omend ubevidst, Næring for sin
Forfængelighed. Han soler sig i hendes Beundring, han finder her
Erstatning for de Skuffelser, han andetsteds maatte lide. Hun
virker paa Manden i ham, hendes ureflekterede Hengivenhed vækker
ogsaa hans mandlige Trang til at beskytte og lede, men først og
sidst er hun til Glæde for hans Forfængelighed. Og det er ogsaa
denne, som er medvirkende til, at han dog til sidst ikke kan
bekvemme sig til at gifte sig med hende. Han stiller højere Maal,
højere Fordringer.
Den Kvinde, der griber Frederic Moreau stærkest som Mand,
der taler mest umiddelbart til hans Sanser, det er Rosanette, en
Pige af Demimonden, som har været heldig og har fundet
for-maaende Beskyttere. Turen kommer ogsaa til Frederic, og han
bliver den af hendes mange Elskere, som hun giver det bedste
hun har. Fra Begyndelsen af er der andre Ting fremherskende,
Beregning fra hendes Side, Forfængelighed fra hans. Men do to
er som skabte for hinanden, — han glemmer alle hendes Unoder,
hendes Mangel paa Dannelse i én Sansernes Rus. Der er i deres
Blod den samme Rytme, der er mellem Mand og Kvinde den
fuldkomne Harmoni. For hende er dette nok, og da der saa
kommer et Barn, er hun helt lykkelig, hun har som
Kvinde*op-fyldt sin Bestemmelse, hele hendes Stræben gaar nu kun ud paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
