Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - G. Christensen: En finsk Kunstfilosof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
755 En finsk Kunstfilosof
saadan. Sangen som erotisk Stimulans er ogsaa mange Steder forbudt.
Endnu paa Island straffedes den Mand, der digtede en Kærlighedssang
om en Kvinde, med Fredløshed.
Kunde man med Grund spørge, om Kunsten mest hæmmer eller
fremmer i Kampen for Tilværelsen, naar vi ser hen til dens Forbindelse
med Kønsfølelserne, bliver dens Værdi derimod uden for al Tvivl, naar
vi ser dens Betydning for Krig og for Arbejde. I Leg eftergøres de
alvorligste Beskæftigelser. Hos de fredelige Stammer Jagt og Fiskeri,
hos andre Krigsscener. Dahomeynegrene ender enhver Dans, hvordan
den saa begynder, med den vigtigste offentlige Begivenhed, en Halshugning.
Alvor og Leg sættes herved i frugtbar Vekselvirkning. Endnu
Middelalderens Fagdanse er Eksempler herpaa, og her kendtes intet til senere
Tiders Krav paa i Kunsten at blive løftet ud over alle det daglige Livs
Forhold.
Ogsaa under selve Arbejdet faar kunstneriske Elementer deres
Betydning. Finnen tror ikke den Baad bliver god, der ikke er bygget
under „Baadebygningssangen*. Som Yrjø Hirn siger, ogsaa vi tror
gærne paa Sangens hemmelighedsfulde Magt, blot at det er Byggeren
og ikke hans Materiale, den virker paa. Enhver kender Eksempler paa
Rytmens Værdi ved Samarbejde. Paa Nilen skal 2 Europæere, der kan
ro i Takt, være en hel Skare Arabere overlegne. Men ellers staar
civiliserede Mennesker langt under de vilde. Ikke blot deres Arbejde, men
deres Danse og Marcher gaar med en forbløffende Akkuratesse. De
assyriske Soldater eller ægyptiske Arbejdere paa Mindesmærkerne bliver
os næsten naturlige, trods deres fuldstændige Enshed, naar vi hører,
at selv Øjne og Fingre paa 100 dansende Krigere kan bevæge sig aldeles
ens. Musik hører med til Krigen, og alene Rytmen letter mægtigt
Stammens Handlings- og Følelsesenhed og frembringer tillige den
Ophid-selsesrus, den hyppigst fejge Vilde har nødig for at gaa i Kamp.
Ved Sang hverver Høvdingen eller i hans Sted de gamle Kvinder unge
Krigere. Sang kan hidse Naturfolk til Raseri og udøver altid en særlig
suggestiv Magt. Ogsaa andre Kunstarter tager Krigen i sin Tjeneste.
Paa Skjoldene tegner Krigeren Afgudsbilleder eller Grimacer til at skræmme
Fjenden (Schreckschmuck kalder Tyskerne det). — Krigerstammerne har
noget fælles over alle deres Kunstprodukter; endog i Ornamentikken
saavel som i Musik og dramatisk Fremstilling mærkes et kraftigt, intens
Liv, ofte forenet med megen Ynde. Deres Danse er Kordanse, fordi de
i det hele optræder som en samlet Masse, mens derimod den fredelige
Hottentot danser for sig selv og har udviklet Begyndelser til en
beskrivende Kunst, der ogsaa findes hos Eskimoerne og de forhistoriske
europæiske Huleboere, men aldrig hos de primitiveste krigerske Stammer.
Kunsten har endelig en magisk Værdi eller rettere benyttes af
Troldmanden til hans Formaal. Den vilde tror paa en hemmelig Forbindelse
mellem Ting, der ligner hinanden. Troldmanden maa derfor
genfremstille det, han vil have Magt over. Ved pantomimisk Fremstilling af
Regnens Komme mener han at kunne hidføre den, og paa samme Maade
regulerer han Solens Gang og jager Vinteren væk — et dramatisk
Motiv, der holder sig langt ned i Tiden. Ethvert Billede antages at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
