Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - R. Vendelbo: Barokstilen i italiensk Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
797 Barokstilen i italiensk Arkitektur
Peterskirken i Rom (se De Geymüller: Les projets primitifs de St.
Pierre). I hans sidste Aar bliver hans Stil tungere og massivere.
Feststemningen forsvinder fra den: formelt nærmer den sig mere
den antikke romerske Kunst. Denne hans „ultima maniera" er det,
der fortsættes af hans Elever (Rafael, Peruzzi, San Gallo etc.), den
udvikler sig stadig mere i Retning af en doktrinær Klassicisme,
der faar Udtryk ved Stiftelsen af det vitruvianske Akademi. Sin
højeste og mest harmoniske kunstneriske Form finder den i Palladio.
Det er saaledes kun en enkelt Side hos Bramante, der direkte
fortsættes af hans Elever; de fleste af disse bliver meget gamle og
fortsætter selvfølgelig deres Stil gennem »en stor Del af
Aarhundredet.
Men parallelt med denne Kunst udvikler sig med Michel Angelo
som Udgangspunkt en ganske forskellig Kunstretning. Den har
ikke sit Udspring i en Mangel paa Evne til at naa Renæssancens
rene harmoniske Skønhed, den har et andet Maal end denne og
anvender andre Midler for at naa det. Denne saakaldte Barokstil
begynder allerede omkring Aarhundredets Midte og ikke først ved
dets Slutning, da begynder derimod dens andet Afsnit.
Barokstilen er en original Stil, der ingenlunde mangler logisk Konsekvens;
den repræsenteres i sin første Periode af Kunstnere som M. Angelo,
Vignola, Giac. della Porta . . . Selvfølgelig danner den lige saa lidt
som nogen anden Stil en absolut Enhed; i sin Oprindelse er den
udelukkende romersk, og i Rom faar den sin mest logiske Form.
Først senere trænger den ind i andre Dele af Landet og modificeres
selvfølgelig af disses Ejendommeligheder, ligesom den ogsaa
under-gaar Forandringer i sin Udvikling.
Enhver Bygning bestaar af ét Rum eller af flere selvstændige,
der støder sammen eller griber ind i hverandre. Kun i enkelte
Tilfælde, hvor alle Rum tjener samme ideelle Formaal, staar de i
direkte Forbindelse med hverandre, danner med andre Ord kun
enkelte Afdelinger af ét stort Rum, saaledes som Tilfældet er i
det græske Tempel, den kristne Kirke. I Kirken, hvor Hensynet
til det praktiske spiller saa ringe en Rolle, som det overhovedet
er muligt i nogen Bygning, finder man derfor lettest en Stils rent
kunstneriske Stræben. I særlig Grad er dette Tilfældet med
Renæssancen; dens Begejstring for Centralkirken skyldes udelukkende
æstetisk-logiske Hensyn, ikke religiøse, med mindre man vil kalde
Kunsten en Religion. Det maa da kaldes en Lykke, at man
saavel af Bramante som af M. Angelo har fuldstændig Plan til samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
