Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - R. Vendelbo: Barokstilen i italiensk Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
814
Barokstilen i italiensk Arkitektur
i det hele. Man maa imidlertid erindre, at denne ikke altid stammer
fra samme Tid som Kirken og altsaa heller ikke er Udtryk for
samme Stemning, idet Dekorationen enten senere er tilføjet eller
den oprindelige forandret. Thi at den undergaar samme Forandring
fra det alvorlige, trykkende til det lette som Arkitekturen er en
Selvfølge. Den Stemning, der herved frembringes, danner Udtryk
for en anden Side i Religionen end den rent arkitektoniske
Rumvirkning udtrykker. Kirken er et Forsamlingssted for en Menighed
modsat det græske Tempel, der er et Etui for et Gudebillede eller
et Skatkammer (at bygge kristne Kirker som græske Templer er
derfor paa Trods af al Logik).
Barokkens Kirke udvikler sig til en Salon, hvor man kan
betragte hverandre og høre god Musik; den er udstyret med den
Elegance, man anvender for at gøre en Bolig fornem og hyggelig:
Kapellerne er som smaa Boudoirer, der indbyder til uforstyrret
Samtale.
Forgyldningen breder sig overalt, kostbare Marmorsorter
bedækker Væggene, Trapper og Forhæng danner en Farveharmoni
med Hvælvingens Malerier. Det er en mondæn Sal, hvor man
samles til Opbyggelse; Mennesket er ikke her alene med sin
Samvittighed, der søger Svar. Thi dette er en Gang for alle givet
Og tillige har man en ren sanselig-æstetisk Nydelse af den
Farvepragt, der udfoldes. Ogsaa her fortsætter Barokken
Højrenæssancen. I denne havde den maleriske Komposition naaet sit
Højdepunkt i Retning af gennemført Enhed, den udformedes til et
uopløseligt Hele, saa vel i Linier som i Nuanceringen af det
psykologiske Udtryk. Men kun enkeltvis finder vi en Komposition
baseret paa Farvegruppering, som f. Eks. hos Andrea del Sarto.
Dette bliver nu Principet i Barokken, denne tænker ikke i Linier,
men i Masser. Medens i Renæssancen hver Del har sin
Lokalfarve, der ikke smelter sammen med andre, men sidestilles med
dem, underordner Barokken derimod alle Farver under en bestemt
Hovedfarve, danner Overgange gennem fine Nuancer.
Sit højeste Udtryk har denne Komposition maaske naaet i
Barokkirken. Denne har sin bestemte Farvetone, efter hvilken alle
Farver er stemte og aflonede. Man burde ikke glemme. at
dette Princip, der siden har spillet saa stor en Rolle i Maleriets
Historie, skyldes Barokken. I Barokkens Kirke udgør ikke alene
Maleriet men ogsaa Plastikken en uadskillelig Bestanddel i Rummets
Virkning. Statuer, Gravmæler med deres rige Afvekslinger af Lys
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
