Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - O. Thyregod: Fra sidste Aars svenske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
913 Fra sidste Aars svenske Litteratur
Døden gjorde, mildnedes, saa han atter kunde finde sig til Rette i Livet
og optage sin Gerning. Saa vag og næsten taaget er Forfatteren i sine
Udtryk angaaende sig selv, at der vækkes Ønske om at faa fuld
Redegørelse for Enkelthederne i den efterlevendes Følelsesliv. Trods
Aar-hundreders Kultur staar vi dog lige undrende over for Dødens Mysterium,
naar det nærmer sig vor Kreds, saa der ligger i selv smaa Forsøg paa
Forklaring af, hvorledes en efterlevende forsones med Tab, som Døden
bevirker, en ikke mindre kunstnerisk Opgave end den at give Indtryk af
Dødsanelsens hemmelighedsfulde Magt i et Samliv.
Tanken om, at der her ligger en uløst kunstnerisk Opgave, vækkes
saa meget mere, som Per Hallströms Thanatos paa forskellig
Maade netop bidrager til at løse den.
Efter Udgivelsen af Purpur har Per Hallströms Digtning — «om
i øvrigt ventelig vil blive Genstand for en egen Artikel i Tilskueren —
saa at sige udelukkende drejet sig om Døden, om dens Indflydelse paa
Livet, dens Poesi. Han taler for at tvinge Læseren til at’ tænke og
ængstes, saa hver enkelt af hans Bøger og hver enkelt af Novellerne i
hans først nævnte Bog er et alvorligt, højtklingende Memento mori.
Døden er for ham et Mysterium, som det er gavnligt for Tanken
og for selve Livsfølelsen ofte at stilles overfor. Mere poetisk stemt end
Gejerstam søger« Per Hallström til fulde at klargøre Dødens Indtryk;
hans Noveller skal paa forskellig Maade forklare hans Syn paa Liv og
Død: Alt personligt og smaat, Hævn, Had og Ondsind ligger over
Tilværelsen som forvildende Taage, der først letter, naar man stilles Ansigt
til Ansigt med Døden. Endog for Dyrene fremtræder Døden som en
Yision af noget ukendt, stort og vidunderligt, og allerede Synet af deres
Ro og Majestæt under Dødskampen (i Novellen Gøgen og navnlig i
Løven) kan løfte Sindet til Følelse for Livets egentlige Værd og Storhed.
For det svenske Folk staar Gustaf Adolf som en helstøbt Karakter,
en absolut Handlingens Mand; det er imidlertid ikke saaledes,
Strindberg i Gustaf Adolf har tegnet Helten, og derfor har hans
Opfattelse paa mange Steder mødt stor Modstand. Hos Strindberg er Gustaf
Adolf netop blevet gennemreflekteret; det har været Forfatterens Ønske
at klargøre, hvorledes én Idé ikke er eneraadende og heller ikke i Livet
kan gennemføres i sin Helhed, men maa ændres, opløses, reduceres,
for først sent, maaske paa en ganske anden Maade end tænkt og efter
mange fejlslagne Forsøg, at komme sin Gennemførelse nær.
Strindberg har i Gustaf Adolf villet give en troværdig Skildring
af selve Livet, har villet give Forestilling om, hvorledes Begivenhederne
indtræffer saa at sige ganske uventede, foregaar midt under ellers ganske
hverdagsagtige Optrin og Scener, og han har villet givet Forestilling om,
hvorledes disse Begivenheder ændrer daglige Forhold og i dette Tilfælde
modificerer Krigernes Planer. Det er en Skildring af selve Livets altid
uforberedte Gang, som Strindberg har ønsket at meddele.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
