Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - O. Thyregod: Fra sidste Aars svenske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
915 Fra sidste Aars svenske Litteratur
Fra Advent kender vi denne hans Forkyndelse, der lyder som
Freds-klokkens Aftenklemten, og her i Gustaf Adolf møder den os igen
som Formaning til at følge Herren paa hans uransagelige Veje.
Selve Dramaets Livssyn forklares til Dels af denne Forfatterens
ængstelige Bøjen sig under de høje Magter, og noget, der her — den svenske
Tradition saa modstridende — er udhævet som en fremherskende
Egenskab hos Gustaf Adolf, nemlig en stærk Reflekteren og en dermed
følgende Vaklen i Troen paa sig selv, skyldes ligeledes for en væsentlig
Del Forfatterens personlige Livssyn. Der er imiderlid herved givet en
Karakteristik af Gustav Adolf, som vist er sandere end den traditionelle
og i al Fald gør os hans Personlighed lettere forstaaelig og mere dyb;
Gustaf Adolf er ikke den forvovne, handlekraftige Helt, men besindig og
reflektert, parat til at beundre alt stort endog hos Fjenderne og bestemt
paa bestandig at naa større Selvudvikling.
Men denne stærke personlige Overbevisning, som har virket til at
aabenbare enkelte dybe Sandheder, er hos Forfatteren udviklet til
ligefrem Trang til at agitere for den; og det kan ikke nægtes, at det
medfører kunstneriske Misgreb, naar Forfatteren i den Grad beherskes af
sin Tankegang, at han i Utide stikker den frem; derved svækkes
Virkningen, og Kritikken vil straks melde sig. Læseren kan ikke undgaa at
lægge Mærke til, at Strindberg mangfoldige Gange tilsidesætter alle
Hensyn for selv at komme til at udtale sin personlige Mening, f. Eks.
gennem en vilkaarlig valgt Person, men uden da at tage behørigt
Hensyn til Individualiseringen eller blot til, om den Person, han vil benytte,
tidligere muligvis har forfægtet en ganske anden Mening. Derfor findes
i Gustaf Adolf en ikke ganske ringe Portion Sløseri, som allerede
ved første Læsning maa falde i Øjnene. Stenbock. der fra de første
Scener kun er os bekendt for sin Svaghed for smukke Klæder, bliver
saaledes den, som ved energisk Optræden formaar Gustaf Adolf til at
forandre Planer, Kvartermesteren, der i Skuespillets Slutning optræder
som Forkynder af den rene Lutheranisme, er i Personlisten angivet at
være Zwinglian, og der kunde nævnes endnu flere Eksempler.
Der er imidlertid endnu en Grundtanke, som præger Gustaf
Adolf; det er Strindbergs i den seneste Tid bestandig tilbagevendende
Tanke om Synden, som skal sones ved Lidelse. Gustaf Adolf maa
sone Faderens Brøde og sine egne Ungdomsforvildelser; derfor bindes
han i Forholdet til Feltherrerne, derfor er hans og Dronningens Veje
skilte, derfor endelig optræder f. Eks. Gustaf Gustafson strengt taget
kun for at pine og ærgre Faderen og Stifmoderen. Men endelig er det
Tanken om Sverig, som behersker hele Skuespillet; Længslen mod dette
fattige Land, „hvor den slore Tavshed, den dybe Ensomhed raader",
sniger sig bestandig ind i alle Svenskes Sind; Længslen mod dette Land
drager Soldaterne hjemad og bringer selv Kongen til at opgive alle
stolte Planer.
De her antydede Grundtanker er de bærende i Gustaf Adolf;
men det maa ikke forstaas saaledes, at de er indordnede i eller
underordnede under hinanden; her er det netop, at Strindberg i Komposition
og Karaktertegning søger at efterligne selve Livet i dets brogede Mang-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
