Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - J. S. Westrup: Militær Retsreform
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Militser Re tåreform
989
beskæftige Rigsregeringens Tanker: nemlig Folkets patriotiske
Følelse af Tak for, at selve Rigets tilkæmpede Eksistens
væsentlig skyldes den Stand, der alene i den sidste Krig ofrede 6000
Medlemmer for den — og Regeringens politiske Erkendelse af, at
Rigets fortsatte Eksistens væsentligt afhænger af, at den Stand,
der danner Kernen i Kejserrigets Enhedshær, dette
Hovedbindemiddel imellem over en Snes suveræne Enkeltstater, staar for alle
i ophøjet Storhed.
Men Krigsherren i Berlin har aldrig tabt af Syne Medaillens
anden Side, hvorpaa vigtige Fremtidsruner var ristede. Preussisk
Statskløgt har under hele denne enestaaende Statsudvikling
aar-vaagent vogtet paa de særegne Vanskeligheder, hvormed netop
den truede den moralske Sammenbygning af Hær og Folk,
afBe-falingsmandsstanden og Værnepligtsgeleddet. Her havde Preussen
lagt selve Fundamentet for sit Forsvar i Aarhundredets
Begyndelse, da det alene i hele Europa fastslog: „Folket i Vaaben".
Paa dette Fundament havde det frelst Livet og vundet Magten i
Befrielseskrigen. Svigtede dette Fundament — hvad man ved
Aarhundredets Midte var tilbøjelig til at tro i Europa — saa var
Preussens Magtstilling forbi. Vanskelighederne steg klarligen med
Statsudviklingen: Værnepligtsgeleddet, hvori Sammenstykningen af
Landomraader indtvang stedse flere, fremmede Befolkninger —
Krigsartiklerne maatte udfærdiges i 5 Sprog —; over dem som
Kerne en nedarvet Stamme af Befalingsmænd, væsenligt rekrutteret
fra en talrig Junkerstand, der i Slægtled havde haft Hjem i Hæren,
og hvis i og for sig ikke blot udmærket krigerske men noget
kradsbørstige Instinkter ikke kunde blive mere hjertevindende.
Naturligvis kan da intet fornuftigt Menneske ønske at
importere disse Preussens „schneidige" Junker- eg overstiliserede
Strateg-Skikkelser „med Moltkehuer", som, løsrevne fra denne Baggrund
af epokegørende Felttog og annekterede Provinser, vilde blive
netop saa latterlig umulige, som de ses gengivne i sydtyske
Vittighedsblade med den utrætteligste Virtuositetet. „Jeg er for gammel
til at hykle Kunst" — lød et af Bismarcks sidste, bevingede Ord
— „jeg tilstaar ærligt, at for mig er Fliegende Blätters Tegner af
Militærskikkelser Verdens største Kunstner." Yderst absurd vilde et
saadant Ønske jo navnlig være i Danmark, hvor vi til det yderste
mangler baade de sejrrige Forudsætninger, de annekterede
Provinser og det nedarvede „Junkerthum".
Men nu altsaa i Frankrig —: Paa det mindeværdige Møde af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
