Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - M. Galschiøt: Et Land, der fører an
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 Et Land, der fører an
de drev Agerbrug, en mindre Del længere inde i Landet som Hyrder
for Faareflokkene paa de store Ejendommes endeløse Græsgange
eller som Guldgravere i Bjergene og Floderne ovre paa Vestkysten.
Det politiske og sociale Livs Samlingspunkter var de større Byer,
paa Nordøen Auckland og Wellington, den tidligere og den nu-,
værende Hovedstad, paa Sydøen Christchurch og Dunedin, den
første grundlagt af engelske Højkirkefolk, den sidste af skotske
Presbytere, begge Udførselssteder for Ulden fra de store Ejendomme
inde i Landet.
Kolonien havde siden 1853 haft en Forfatning, dannet efter
den engelske med et kongevalgt Overhus (Legislative Gouncil) af
ubestemt Størrelse, et folkevalgt Underhus (House of
Representa-tives) nu paa 74 Medlemmer, hvoraf 4 Maorier, et ansvarligt
Ministerium, udgaaet af Underhusets Flertal, og en Guvernør som
Kronens Repræsentant. Landet, der er af Italiens Størrelse, noget
mindre end England, Skotland og Irland tilsammen, var delt i
„Provinser", der ifølge Konstitutionen havde et meget vidtrækkende
Selvstyre, hver med sin Superintendent og sit Eksekutivraad, sit
Parlament’ (Provinsraad) ogsaa med Over- og Underhus osv., saa
at de nærmest var at betragte som Led af en Føderativstat.
Ulemperne herved viste sig paa mange Maader, rent bortset fra det
komiske i, at saa smaa Befolkningsmasser arbejdede med saa store
Apparater. Navnlig var der Ulighed i de enkelte Provinsers
økonomiske Forhold. De paa Sydøen kunde sælge Land til Kolonister
til høje Priser, 2 Pd. St. pr. Acre, hvoraf kun 21/2 shill. indbetaltes
i Statskassen, de paa Nordøen, hvor Maoriernes „Reserver" var,
havde lidet Land at sælge og maatte have Tilskud af Statskassen
for at holde det gaaende. Dette gav selvfølgelig Anledning til
Jalousi og Uenighed mellem Provinserne indbyrdes og deres
Repræsentanter i Parlamentet og hemmede baade Styrelse og
Udvikling af Kolonien som Helhed.
Under disse Forhold dannede der sig et Centralisationsparti,
hvis Maal det var at samle Landet til en virkelig politisk Helhed,
tøjle Provinsernes autonomiske Tilbøjeligheder og skaffe Regering
og Parlament den Magt og Indflydelse, der tilkom dem.
Finansminister Julius Vogel fremsatte det Forslag, at man i London skulde
laane 10 Mill. Pd. St. og anvende Pengene til Fremme af
Indvandringen, til Anlæg af Veje og Jærnbaner1 gennem de endnu ikke
1 Der var i 1870 kun 47 eng. Mil Jærnbane i hele Landet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
