Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - M. Galschiøt: Et Land, der fører an
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17 Et Land, der fører an
er Befalingsmændenes Strafferet indskrænket, Folkelukafet Eftersyn
underkastet, Antallet af Matroser paa Sejlskibe bestemt efter
Tonnagen, af Maskinister og Fyrbødere paa Dampskibe efter
Hestekraften, og fremmede Skibe i Kystfart ved Ny Zealand er
Søfarts-lovens Bestemmelser underkastet. Kulmineejere maa betale V2 d
pr. Ton Kul, de udvinder, til et Understøttelsesfond for dræbte
eller tilskadekomne Kulminearbejderes Familier m. m.
Kommer de fleste af disse Lovbestemmelser nærmest
Arbejderne til gode, tjener Loven om tvungen Voldgift (compulsory
arbitration law), den mærkeligste af alle Landets nye Love, i lige
Grad Arbejdere og Arbejdsgivere. Ny Zealand er det eneste Land,
der har indført „tvungen Voldgift" o: Voldgift med tvingende
Afgørelse i sine Arbejdsforhold. I de 5—6 Aar, Loven har virket,
har der ikke været en eneste Strike eller Lockout; der har været
nok af Konflikter og Uoverensstemmelser mellem Arbejdsgivere og
Arbejdere, men Arbejdet er aldrig ophørt og Konflikterne er altid
blevet bilagte. Manden for dette Lovgivningsarbejde er Will.
Pember Reeves, dengang Arbejds- og Justitsminister, nu Koloniens
General-Agent i London. Den store Strike i Australien 1890, der
medførte saa megen Elendighed blandt Arbejderne, bragte ham til
at tage under Overvejelse, hvad der kunde gøres for at hindre en
Gentagelse. Mange Steder havde man søgt at finde Former for
Mægling og Overenskomst, der kunde hindre Arbejdsstandsninger;
overalt var det mislykket. De var alle bygget paa Frivillighed, og
den slaar i Praksis altfor ofte om til sin Modsætning,
Vrangvillighed. Her laa Svagheden, indsaa Pember Reeves, og han kom da
til den Slutning: saa maa der anvendes Tvang. Men hvem
skal tvinge de stridende Parter? Selvfølgelig Samfundet, Staten,
der er interesseret i, at hele Maskineriet gaar støt og stadig, uden
Brud, der kan bringe det til at standse. Opstaar der Konflikt
mellem Kapital og Arbejde, bør den ordnende Magt, Staten, træde
til som uvildig Dommer, afgøre, hvem der har Ret, og skaffe sin
Afgørelse respekteret. Staten forbyder sine Borgere at slaas i
Gader og Stræder, skulde den saa ikke ogsaa kunne forbyde dem
at ødelægge hinanden ved Striker og Lockouter. Borgernes fri
Selvbestemmelsesret gælder i Virkeligheden ikke mere i det ene
end i det andet Tilfælde. Og Bevidstheden om, at man bliver
tvunget til at holde Fred, hjælper mægtigt til, at man ikke kommer
i Strid. Altsaa: Mægling kan være fortræffelig og bør først for-
Tilskueren 1902 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
