Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Theodor Bierfreund: Tre Portrætter af Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
Tre Portrætter af Carlyle 66
haanede Lykkebegrebet og satte Pligten i Stedet, som fordrede, at
Menneskene skulde bøje sig for de store Førere, og selv ikke
anerkendte nogen som værdig til at føre ham. De hænger begge
paa Watts’ Væg i National Portræt Galleriet i London, hvortil
Kunstneren skænker sine Portrætter, naar de, de fremstiller, er
døde. Der er nu nogle og tyve, Samlingens bedste Skat, rent
kunstnerisk set.
Det, Watts synes nærmest at have set hos Carlyle, var
Læreren. Blev man stillet foran Billedet, uden at vide, hvem det
forestillede, og blev spurgt om, hvad Stand, den Mand hørte til, vilde
man utvivlsomt svare: Lærer, tilføje: Overlærer. Der er først det
lidet soignerede Præg, der kommer over de fleste ældre Lærere,
som finder sit Udtryk i Ligegyldigheden over for Haar og Skæg.
Der er noget strengt, næsten pedantisk over Ansigtet, og dertil en
vis nervøs Træthed, ikke Geniets vibrerende Nervøsitet, snarere
Følelsen af Træthed ved evig at maatte gentage det samme, naar
man i sin Ungdom havde troet at være skabt til noget bedre.
Det var jo netop en Side ved Carlyles Liv. Han havde været
Lærer som ung, og han blev ved at være Lærer i sine Bøger.
Han brugte Pegepind, og han gentog og gentog de samme faa
elementære Sandheder. Han brugte en utrolig Masse Ord til at
indprente Nødvendigheden af at være sand og ærlig, af at kende
og anerkende den store Fører og saa underkaste sig ham. Hana
Tale var som en strid Elv, der søger at komme hurtig frem, men
ikke glider nær saa hurtigt som det synes, fordi den kæmper med
sig selv og hindres af den ru Grund, hvorover den flyder. Den
buldrede med den højeste Patos og den blodigste Sarkasme, den
vred sig i Smerte med profetiske Skrig og lo i den kaadeste Spøg.
Men han kom ikke langt. Carlyle var for saa vidt netop Læreren,
som han troede, hajn stod i Livet, og saa havde han ringe Berøring
med det. Han var og er en udmærket Forbereder til Livet, men
en Fører i det er han ikke. Vel den, der engang har haft ham
til Lærer. Han bøjede En ind under sig, skræmmede maaske
noget i Begyndelsen, men vandt sin Lærling, fordi man mærkede,
han vilde tyælpe En og ikke trættedes ved at gentage og dog
variere i det uendelige Begyndelsesgrundene, indtil man kunde
sin Lektie. Man forlod ham med Taknemmelighed og bevarede denne.
Men han kunde kun blive et Gennemgangsled. Man ønskede ikke
at komme tilbage til hans Tugt. Thi han var Læreren, der blev
staaende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
