Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Theodor Bierfreund: Tre Portrætter af Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tre Portrætter af Carlyle
67
John Everett Millais var Lykkebarnet i engelsk Kunst.
Selv kendte han ikke til Kampe. Ni Aar gammel vandt han sin
første Sølvmedalje, i sit attende Aar flk han Akademiets store
Guldmedalje. Aaret efter vovede han at bryde ud af Akademiets
Rækker, for med Rossetti og Holman Hunt at blive Prærafaelit,
d. v. s. forpligte sig til at studere og gengive Naturen nøje. Han
malede Ofelia, der glider ned ad Bækken, omgivet af Blomster;
hver enkelt af disse er gengivet, som var den Illustration til en
Botanik. Snart var han tilbage i Akademiet igen, og han fik
Tilgivelse baade for sit første Frafald og for sit andet. Han steg og
steg i Publikums Gunst, hvilken han undertiden købte for billigt.
Men han var ogsaa i mange Aar og blev til sin Død Kunstnernes
skattede Bedstemand. Alle kunde samle sig om ham; thi han
havde slet ingen Særheder. Han var sund og kraftig som
Menneske og som Kunstner. Han eksperimenterede ikke med
kunstneriske Midler; han brugte dem, der havde staaet deres Prøve. Han
traadte altid paa fast Grund. Han søgte aldrig at forbløffe. Hans
Tegning var solid og korrekt, hans Farvesammenstilling stærk og
straalende. Han var Naturalist til det sidste, men han var altid
Digter. Han var fremfor alt Fortæller. Han var aldrig kræsen
eller raffineret, kunde endog ret jævnlig være banal eller vulgær,
anglende vel meget efter det øjeblikkelige Bifald — han brugte
mange Penge. Men han kunde fylde et Billede med ægte sund Poesi.
Han havde den fortællende Evne, der ikke blot fængslede Beskueren
ved den øjeblikkelige Situation, men førte Fantasien tilbage og
frem, saa man selv digtede videre paa den fremstilledes Skæbne.
Millais havde tidt en lykkelig Haand. Han kunde gribe et
Emne og gengive det, netop som de fleste af hans Landsmænd
helst vilde se det og uden at slaa af paa de Fordringer, de bedste
havde Ret til at stille. Aldrig har han været heldigere end i sit
Portræt af Carlyle. Det er det populæreste Billede af den store
Lærer og det ypperlige Menneske, og fortjener at være det Netop
saadan vil man tænke sig ham, naar man har haft ham til Ven,
netop de Øjne er det, man gerne vilde have til at hvile paa sig,
naar man selv er mismodig ved Arbejdet, mistvivlende paa egne
Kræfter til at bryde denne Verdens Modstand, tilbøjelig til at
trække sig ud af Kampen. Da hviler de klare blaa Øjne paa En
og siger: Tro paa dig selv, og tror du, bliver Du ved og svigter ikke.
Rent malerisk har den udmærkede Maler aldrig været
heldigere. Portrættet er et Virtuosnummer, blevet til hurtigt som un-
5*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
