Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Fortællinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortællingen
83
forudsættes noget voldsomt og haandfast kraftigt i hende, som han ikke
rigtig faar frem. Emnet kunde have fristet Ibsen, og man kommer
til at tænke paa, hvorledes Thora og hendes „Tilfælde" under hans
Haand vilde have antaget anderledes Dimensioner og pløjet anderledes
dybt i Sindene. Men hos Karl Larsen er det hele holdt inden for en
formbehersket Kammertone, Fru Halcks Tilfælde er lige akkurat et
pikant Diskussionsemne for københavnske Kommandørinde-Saloner. —
Sandt at sige tager nu alligevel saadanne Bøger som Edith
Nebelongs to — „MisseWichmann" fra i Foraaret og nu „Maja
Engell" — mig meget nærmere om Hjerte. Der ser ud af begge
Bøgerne imod mig et Pigeansigt — jeg har ikke set det i
Virkeligheden og véd slet ikke, om det er Forfatterindens eget —, som
vækker de mest blandede Følelser af Ubehag, Uhygge og
Tilfredsstillelse, Beundring, dyb Deltagelse. I begge Bøger er der en ung
Pige, hvis Sjæl er syg og opreven, men hvis Vilje er rank og modig,
— som knejser for ikke at segne, ler for ikke at græde, er kynisk
og raa for at være ærlig og ægte, og i hvem der under ulykkelig
forvildede Forhold glimter prægtige Sjælskræfter frem — som blanke,
ubrugte (eller misbrugte) Vaaben. Det tragiske er netop det, at
Evnerne synes betalte ved at noget ædelt ligesom kunstig er
ekstir-peret i hende. Dette Øje ser saa klart og skarpt og tørt, fordi det
har faaet al sin Væske grædt ud af sig; denne slagfærdige,
galvaniserede Vittighed virker som en ulykkelig Klovns Forvridninger; al
denne Kæphøjhed — hvor synes den tilkæmpet og segnefærdig! Og
denne overvaagne Væren paa sin Post, som tager alt med af Livet,
men aldrig giver sig selv bort.. . hvor bitterlig fattig og reduceret er
ikke en saadan Paapasselighed, som aldrig har Raad til at glemme sig.
For Lud og koldt Vand har de gaaet, de tre Søstre, og skøttet
sig selv i det ulykkelige Hjem, under de fortvivlede Familieforhold.
Nu er Faderen død, og Moderen ligger inde paa sit Kammer i en
Døs af Drik og Morfin, og kun nu og da viser hendes røde,
opsvulmede Ansigt sig og klynker en Besked frem. Fader er ond,
Moder er ond og gid Moder vilde dø! ... og hvilken Skam for
Omverdenen ... og hvor de hykler og forarger sig de kære Slægtninge!
— det er de Følelser, Søstrene tager med fra deres Hjem; en Skygge
en Gang for alle lagt over deres Liv, en Bitterhed rodfæstet i deres Sind
og tillige en Angst for den Arv af Sindssyge og Degeneration, de
bærer i sig. Maja — den yngste, Bogens Heltinde, — har overtaget
at repræsentere Letsindigheden og Livsglæden i al denne Elendighed.
Hele hendes lille spæde Person har samlet sig i Kamp mod sin
6*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
