Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
Teatrene
nøgne. Hvad der fulgte efter, fordi det i denne Adams-Tragedie
nødvendigvis maatte følge efter, Fortvivlelsen og Forsoningen, stod i ægte
digterisk Værd, i Almenskønhed, under dette — næppe nok med
Undtagelse af Scenen i Luxembourg-Haven, der med en næsten altfor
tydelig Symbolik (Adam og Eva-Gruppen i Forgrunden, Detektiverne lurende
i Baggrunden, Opsynsmandens „Haven skal lukkes, mine Herskaber!"
til Slutning) anskueliggjorde Uddrivelsen af Paradiset Thi i Stedet for
en, som det foregaaende, typisk Fremstilling af hin „Sygdom til Døden",
fik man — maaske af tekniske Hensyn, Trangen til Forkortning, maaske
blot af strindbergsk Monomani — en meget speciel Galmands-Psykologi
(Historien om Barnet, som Maurice og Henriette skal have tænkt ihjel).
Dermed mistede Forsoningen ogsaa ganske sin kristelige Brod og blev, hvad
den efter Stykkets Idé ikke maatte være, en lykkelig Helbredelse efter
et forbigaaende Vanvid, som Gud ske Lov hverken du eller jeg er tossede
nok til at forstaa. Endda føltes denne Slutningsharmonis naive
Baade-Og: „i Aften i Kirken, i Morgen paa Teatret! (paa det kongelige Teater
viste man den Selvfornægtelse at sige: „— i Morgen til mit Arbejde"),
som en noget for „brav Opløsning", som Fru Cathérine siger, af Søren
Kierkegaards og Henrik Ibsens Publikum. Men maaske forarger man sig
over dette, naar man ser det paa Teatret, men anerkender det i Livet, og
maa endda takke Strindberg til, at han i Stedet for en Kristendom, som man
kun kan gaa i Kloster paa, giver en saadan, jævn god Arbejdskristendom,
som man ogsaa kan gaa i Teatret med. Iscenesættelsen virkede — ligesom
Gioconda, der skyldtes samme Haand (Hr. Johs. Nielsen) — ikke med ét
Slag, men gradevis overbevisende ved sin Forstaaelse af Værkets Poesi.
Spillet ligesaa. Begyndelsen var næsten rystende tarvelig, men det tog
sig op, Hr. Neiendam (Maurice) ikke mindst. Hr. Neiendams Kunst er
netop overbevisende. Man véd først ikke ret, om man tør tro ham, men
faar efterhaanden en Følelse af, at her er en Mand, der véd, ikke blot
hvad han vil — det véd saa mange taabelige Mennesker — men hvad
han skal ville. Det er sandt, der var ikke meget af Sejrherren i ham,
men der var helt Adam. Saadan maatte virkelig en moderne Adam se
ud, naar han skulde fremstilles, ikke af en Maler eller Billedhugger med
Fuldskæg og Figenblad, men af en Skuespiller, som en Mand, der fryser,
som om han var nøgen, i sine bedste Klæder. Saaledes var Fru Emma
Thomsen vistnok ikke Eva — det rugende, bittert grublende lykkedes
mindst; til Gengæld var hun med al den Energi, hun i den senere
Tid har formaaet at lægge i Udbruddet af den hedenske Naturkraft,
ganske Slangen. Den kvindeligt fine Adolphe lykkedes det Hr. Poul
Nielsen at give en ren, mandig Skønhed. Som han kunde ønske den
sejrende Kammerat til Lykke: „Nu er du paa den anden Side, der kommer
jeg aldrig!" — det var ganske stille, blot ei Blik, men det var alligevel
næsten hjerteskærende. Poul Nielsen, der saa ofte før har givet Udtryk
for den Stilfærdighed, der er hans gennemredelige Kunstnerpersonligheds
Væsen, har i dette Efteraar haft den Lykke at kunne udtrykke dette
Væsens Poesi: Tungsindet.
Saaledes i Narren i Kong Lear, som efter den almindelige Mening
var nær ved at blive den interessanteste Figur i Stykket. Det var i al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
